Festivalgængere blander populær narko på Roskilde – ekspert advarer
På Roskilde Festival kombinerer gæsterne forskellige stoffer, siger ekspert.

På Roskilde Festival kombinerer gæsterne forskellige stoffer, siger ekspert.

Brugen af rusmidler stiger på Roskilde Festival, og særligt to substanser hitter og bliver også brugt i kombination med hinanden.
Det skriver DR efter at have talt med en forsker fra Københavns Universitet (KU), hvor man for tredje år i træk har undersøgt festivalgængernes stofindtag.
Forbruget af kokain er højt og stigende, ligesom stadig flere også tager ketamin, et bedøvelsesmiddel brugt til både mennesker og dyr.
Mens det stærkt afhængighedsskabende feststof kokain kan give glædesrus og booste energien og selvtilliden, beskriver folk ketamin som et stof, der giver en afslappende rus og en følelse af at være frakoblet sin krop.
Folk på festivalen blander også de to rusmidler, forklarer Henrik Wigh, professor ved Institut for Kriminologi på KU:
»Eksempelvis findes der en blanding af ketamin og kokain, som kaldes for et sommermiks eller en 'Calvin Klein'. Det er en blanding, som sætter gang i festen. Og så ser vi også en blanding af ketamin og MDMA, som kaldes en vintermiks. Den giver det, man kalder en 'føler',« siger han til DR.
Rusmiddelekspert Henrik Rindom advarer til DR om, at hyppigt ketamin-brug ødelægger blæren i en sådan grad, at man i værste fald kan få brug for en ny.
Kokain er kendt for at være blandt de mest vanedannende stoffer i verden. Samtidig belaster det hjertet og kan øge risikoen for slagtilfælde, særligt i kombination med alkohol.