Farlig trend spreder sig: Kan føre til bevidstløshed og død
I nogle tilfælde lapper millioner de voldsomme scener i sig, som samtidig opfordrer unge til at deltage, advarer Alkohol & Samfund.

I nogle tilfælde lapper millioner de voldsomme scener i sig, som samtidig opfordrer unge til at deltage, advarer Alkohol & Samfund.

Flasken bliver åbnet. Kameraet ruller.
Så bliver hård spiritus hældt ned i svælget, indtil det ender med opkast foran tusindvis af seere.
TV 2 Kosmopol har fundet flere danske profiler, der deler videoer, hvor netop det sker.
Nogle bunder flasker med vodka eller whisky. Andre står foran borde fyldt med shots, som bliver drukket, indtil det hele kommer op igen.
Flere af videoerne har tusindvis af følgere og når i nogle tilfælde over en million visninger, skriver mediet.
Det får Alkohol & Samfund til at advare kraftigt.
»Jeg synes, det er meget voldsomt. Og det er også rigtig farligt,« siger Maria Koch Aabel, direktør i Alkohol & Samfund, til TV 2 Kosmopol.
Hun advarer om, at hård spiritus i store mængder hurtigt kan give en meget høj promille. Det kan føre til bevidstløshed – og ved en promille omkring tre er der risiko for at dø.
Ifølge Maria Koch Aabel er det også problematisk, hvis unge følger med og får indtryk af, at det er sejt.
En af profilerne skriver ifølge TV 2 Kosmopol, at de »lige nu drikker 1 milliliter øl per følger«.
Det kalder hun problematisk, fordi følgerne på den måde bliver gjort til medskabere.
Katrine K. Pedersen, ekspert i digital kultur og ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet, peger over for mediet på, at videoerne passer ind i sociale mediers jagt på opmærksomhed, hvor det ekstreme har potentiale til at gå viralt.
Samtidig advarer hun om, at den type indhold kan være med til at normalisere en ekstrem drukkultur.
TV 2 Kosmopol har forsøgt at få en kommentar fra en af profilerne bag videoerne, men de er ikke vendt tilbage inden deadline.