Af redaktionen, Netdoktor

Har du altid følt dig lidt anderledes, men har ikke kunnet sætte en finger på hvorfor eller hvordan? Har du som barn været meget genert, haft svært ved forandringer og bekymret dig meget om andre? Så kan det være, at du er særligt sensitiv.

At være særligt sensitiv - eller på engelsk Highly Sensitiv Person  - er et begreb, der udspringer fra den amerikanske forsker og psykolog Elaine Aron. Et begreb som i de senere år har bredt sig også til Danmark, hvor forskellige psykologer har specialiseret sig i at arbejde med mennesker, der har særligt sensitive træk. Hvis du kan nikke genkendende til følgende fire træk, kan det tyde på, at du er særligt sensitiv.

Du bliver hurtigt overstimuleret og har ofte brug for at være alene

Et kendetegn hos særligt sensitive er, at de let bliver forskrækkede over høje lyde eller meget generede af skarpt lys og grimme lugte. Også det at være i rum med mange mennesker, hvor der sker mange forskellige ting, kan være en uoverskuelig og ubehagelig oplevelse. Det betyder for eksempel, at helt almindelige hverdagssituationer som for eksempel at handle ind, køre i bus eller sidde i et middagsselskab kan gøre sensitive mennesker helt udmattede. Nervesystemet hos særligt sensitive mennesker bliver nemlig kraftigere påvirket end normalt, når de udsættes for indtryk fra omverdenen. De bliver overstimulerede og får brug for at trække sig tilbage fra omverdenen og være alene.

Føler du dig utilpas med tøj, der strammer?

For særligt sensitive kan det være helt uudholdeligt at gå i tøj, der strammer eller kradser det mindste. Særlig sensitive mennesker har typisk en følesans, der er særlig påvirkelig over for stimuli. Det betyder, at berøringer, som andre mennesker ikke ænser, kan være ubehagelige for særligt sensitive mennesker.

Bliver du let påvirket af andres stemninger?

Kan du nærmest på sekunder mærke, om en person i den anden ende af rummet er ked af det, så kan det også være tegn på, at du er særligt sensitiv. Særligt sensitive mennesker er gode til at sætte sig ind i andres følelser og behov og bliver derfor også meget påvirkede af andres humør. Ulempen er, at det kan være drænende at være sammen med mennesker, der er kede af det, fordi den særligt sensitive overtager det dårlige humør. Derfor kan man få brug for at lære redskaber, der kan skærme én fra indtryk.

Har du let til latter og til tårer?

Lægger du i særlig grad mærke til fine lyde, synsindtryk, træthed, glæde og smerter? Mange sensitive fornemmer nuancer i livet, som andre ikke lægger mærke til. Det er ikke, fordi sensitive mennesker for eksempel hører eller ser bedre, men det skyldes, at deres hjerne og nervesystem bearbejder informationen på en måde, så de oplever indtrykkene mere intenst.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er særlig sensitiv?

Det er ikke altid let at være særligt sensitiv. Omverdenen har måske svært ved at forstå, at man bliver nødt til at gå tidligt hjem fra sociale sammenkomster eller ikke kan klare et moderne hverdagsliv, der er tætpakket med aktiviteter hele tiden. Man kan risikere at blive opfattet som sart og besværlig.

Nogle gode råd er:

  • at lære sine egne grænser at kende og respektere dem
  • finde sine rum i hverdagen, hvor man kan genfinde roen
  • vælge de sociale aktiviteter, der giver én energi og glæde og fravælge dem, der dræner for energi.

Læs mere: Er du særligt sensitiv?

Læs mere: Er du ekstrovert eller introvert?