Det britiske sundhedsvæsen National Health Service (NHS) frygter en hård influenza-sæson. Så slem, at de nu sender ‘Influenza-vaccinations-SOS’ til de briter, der endnu ikke er vaccineret.

En dansk ekspert er enig i, at den forestående influenzasæson er uforudsigelig og har potentiale til at blive ekstra slem. Men på to punkter adskiller Danmark sig fra England.

Den britiske professor Christophe Fraser fra Pandemic Sciences Institute ved University of Oxford siger til BBC, at årets influenza-sæson kan blive:

»Værre end nogle af de sæsoner, vi har set de sidste 10 år.«

Forklaringen er, at influenzavirussen A(H3N2) muterede flere gange, mens den i sommer forårsagede feber og utilpashed i Afrika, Australien og Sydamerika.

Herhjemme forventer Statens Serum Institut, at det er den samme smittestamme, der i de kommende måneder vil lægge danskerne på langs. Det kan betyde, at flere får behov for at skulle indlægges.

Overlæge i SSI, Bolette Søborg, forventer en sæson hvor en muteret influenzatype kan dominere sygdomsbilledet. 
Overlæge i SSI, Bolette Søborg, forventer en sæson hvor en muteret influenzatype kan dominere sygdomsbilledet.  Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

»Influenza A er alvorlig, fordi den typisk rammer dem hårdest, der bliver mest alvorligt syge,« siger Bolette Søborg, der er overlæge og ansvarlig for de vaccineforebyggelige sygdomme på Statens Serum Institut.

I deres risikovurdering for den kommende influenza-sæson, skriver SSI:

‘På den sydlige halvkugle er vaccinekomponenterne for både influenza A(H3N2) og A(H1N1) pdm09 blevet ændret.’

Derfor kan SSI ikke udelukke, 'at der kan være nedsat effekt af 2025/26 sæsonens vacciner på den nordlige halvkugle.’

Alligevel vurderer overlæge Bolette Søborg, at vi herhjemme står i en bedre situation end briterne.

I Storbritannien har smitten ‘kickstartet influenzasæsonen en måned tidligere end normalt,’ skriver BBC. Men herhjemme har smitten ikke for alvor trådt speederen i bund - endnu.

»I forhold til UK er vi i en mere favorabel position. Der er fortsat ikke meget influenza i samfundet, og vi har nået at vaccinere flere. Så vores sårbare population er bedre beskyttet,« siger siger Bolette Søborg.

963.494 danskere har indtil videre ladet sig vaccinere mod influenza. 

»Selvom der ikke er helt lige så mange vaccinerede som på samme tidspunkt sidste år, hænger vi ikke i bremsen.«

Hun kan ikke sige præcist, hvor godt vaccinen vil beskytte mod den nye type af smitte.

 »Men endnu er det spekulativt at tale om en mindre effekt af vaccinen,« siger hun:

»Vaccinen dækker stammen af influenzasygdomme, men der har været bekymringer om, at A(H3N2), hvis den muterer yderligere, vil variere for meget fra vaccinestammen.« 

Først når danskerne i større tal lægger sig med feber, kan lægerne måle effekten af den vaccine, der i år er givet.

Betyder det, at vaccinen er ligegyldig?

»Rammer vaccinen ikke bullseye, kunne man selvfølgelig ønske, den var bedre. Men det betyder ikke, at effekten er lig nul. Vi har den vaccine, vi har, men vi ved, at der kan ske ændringer i både covid og influenza.«

Skal man stadig lade sig vaccinere, hvis man er særlig udsat?

»Ja, for pokker da.«