En ny type behandling - som eksperter kalder for ‘sensationel’ - vil fremover bedre kunne forhindre blodprop i hjertet, viser ny forskning

Kolesteroltallet er ikke længere det eneste, du skal bekymre dig om. I fremtiden vil lægerne i højere grad rette fokus mod inflammation i forebyggelsen af hjerte-kar-sygdomme.

Et lægemiddel målrettet inflammation har i et nyt amerikansk studie vist sig at kunne minimere risikoen for blodprop i hjertet markant. Resultatet blev for nylig præsenteret på en stor hjerte-konference i Barcelona og er publiceret i The New England Journal of Medicine. 10.000 personer, som allerede havde haft en blodprop, og derfor var i øget risiko for tilbagefald, fik enten lægemidlet Canakinumab eller en placebo-indsprøjtning. I gruppen, der fik det inflammationssænkende lægemiddel, var risikoen for at få et nyt hjertetilfælde eller slagtilfælde nedsat med 15 pct., mens behovet for ballonudvidelse og bypassoperationer var nedsat med 30 pct. Studiet er betalt af medicinalfirmaet bag lægemidlet.

Amerikanske eksperter kalder resultatet “fantastisk”, fordi det åbner for helt nye behandlingsmuligheder. Direktøren for forebyggende kardiologi på Columbia University Medical Center Dr. Lori Mosca siger til New York Times:

»Det er spændende, at vi nu har fået et nyt fokuspunkt i vores forebyggelse af hjerteanfald.«

Hvor den typiske forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme i dag især er statiner, som er målrettet mængden af kolesterol i blodet, er der med den nye opdagelse tale om en mere direkte vej for behandlingen, forklarer professor i inflammation ved Syddansk Universitet dr. med. Søren Kragh Moestrup.

»I virkeligheden har det såkaldte dårlige kolesterol bl.a. den effekt, at det sammen med andre faktorer bidrager til farlig inflammation i visse blodkar -  ikke mindst dem, der forsyner hjertemusklen og hvor man ser blodpropper, der kan lamme hjertets pumpefunktion. Derfor kan det være relevant og mere effektivt at ramme inflammationen direkte i stedet for kun at behandle mod forhøjet kolesterol,«  siger han.

Men ligesom lægerne i USA ser han også nogle ulemper ved det specifikke lægemiddel Canakinumab, selv om det er langt stærkere og virker hurtigere end andre betændelsesdæmpende lægemidler som f.eks. aspirin og ibuprofen. Det er meget dyrt og besværligt, fordi det er en injektion, og risikoen for infektioner synes øget, når man tager lægemidlet. Derfor er den samlede dødelighed i offentliggjorte amerikanske studie uændret på trods af den nedsatte risiko for hjerte-kar-sygdomme.

»Men finder man en pille, som kan det samme, men er billigere og uden øget risiko for infektion, vil det have et stort potentiale,« siger han.

Men ligesom lægerne i USA ser han også nogle ulemper ved det specifikke lægemiddel Canakinumab, som godt nok er langt stærkere og virker hurtigere end andre betændelsesdæmpende lægemidler som f.eks. aspirin og ibuprofen. Til gengæld er det meget dyrt, og risikoen for infektioner øget, når man tager lægemidlet. Derfor er den samlede dødelighed uændret på trods af den nedsatte risiko for hjerte-kar-sygdomme.

»Men finder man en pille, som kan det samme, men er billigere og uden øget risiko for infektion, ville det have et stort potentiale,« siger han.

Professor i kardiologi og forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason, håber også på, at lægemidler målrettet inflammation i fremtiden kan redde nogle af de tilfælde, hvor selv den bedste behandling i dag ikke virker.

»Det er ret sensationelt, at det har en effekt. Der er ingen tvivl om, at vi indenfor det næste årti vil se et større fokus på denne type behandling, men det er ikke en behandling for alle, da risikoen for infektioner øges, og derfor skal vi vide mere om sikkerheden ved denne behandling,« siger han.

Han tror derfor ikke, det kommer til at erstatte kolesterolmedicinen, men at det vil blive et tillæg til den eksisterende behandling. Han bekymrer sig dog over prisen.

»Forhåbentlig kan vi på sigt finde et billigere præparat, der ikke ruinerer vores sundhedsvæsen,« siger han.

Inflammation, i daglig sprog kaldet betændelse, opstår, når et noget fremmed kommer ind i kroppen, immunforsvaret opdager det og begynder at bekæmpe det. Vi ser det typisk som betændelse i et sår, men det kan også opstå inde i kroppen i f.eks. karvæggen i vores blodårer, hvor betændelsen kan resultere i åreforkalkning.

Udover hjertekarsygdomme er inflammation også forbundet med forskellige kræftformer og demens. Derfor har inflammationshæmmende lægemidler et langt større potentiale end blot forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme. Canakinumab har f.eks. også vist en rigtig god effekt i forhold til at bremse udviklingen af lungekræft.

Gunnar Gislasson mener dog ikke, at vi på baggrund af den nye forskning skal til at måle inflammation i kroppen, ligesom vi allerede gør med kolesterol, da vi endnu ikke kan behandle det.

»På nuværende tidspunkt kan vi ikke gøre andet end at give en forebyggende behandling, hvor vi rådgiver folk til at stoppe med at ryge, behandle diabetes, overvægt, autoimmune sygdomme og åreforkalkning mv.« siger han.

Derudover har især motion vist sig at være særligt effektivt til at dæmpe inflammation i kroppen, forklarer Søren Kragh Moestrup.

»Dels fordi man forbrænder energi og dermed har mindre tendens til overvægt, og dels fordi motion i sig selv igangsætter biokemiske processer som nedsætter risikoen for inflammation,« siger han.