Det rygtes, at fænomenet, der går under navnet 'dry scooping', både skulle have en hurtigere effekt og spare tid.

Alligevel advarer sundhedseksperter nu om, at det kan være en farlig genvej.

I værste fald kan 'dry scooping', hvor man indtager pre-workout-pulver uden at have opblandet det med væske, føre til kvælning, vejrtrækningsproblemer og en overdosis af koffein.

Det skriver Dagbladet.

En af de eksperter, som mediet har talt med, er Kristin Lundanes Jonvik, der er lektor ved Institut for Fysisk Præstation på Norges Idrætshøjskole.

Hun fortæller til mediet, at hun på det kraftigste advarer mod 'dry scooping'-tendensen.

Det er dog ikke kun 'dry scooping', eksperten advarer imod, men også pre-workout som fænomen.

»Jeg anbefaler absolut ikke at bruge pre-workout-produkter af flere årsager. Det er en fantastisk blanding af kosttilskud, der har mere eller mindre dokumenterede effekter på præstationen, når de tages alene,« siger hun til mediet.

Eksperten forklarer samtidig, at de forskellige stoffer kan miste deres virkning, når de indtages, uden at der tages hensyn til dosering, timing og det faktum, at virkningerne kan forstyrre hinanden.

Kristin Lundanes Jonvik understreger, at pre-workout ofte indeholder flere ingredienser end dem, der er angivet på ingredienslisten.

Man bør derfor tænke sig om en ekstra gang, inden man benytter sig af 'dry scooping'.