Rigtig mange danskere kæmper med oppustethed, mavekramper og fordøjelsen, hvilket kan være yderst generende og sænke livskvaliteten i hverdagen.
Særligt fordi, mange bliver sendt hjem fra lægen uden at finde ud af, hvad der specifikt er galt, eller hvordan de kan komme det til livs.
Det fortæller lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, Henrik Roager, til Berlingske.
Mediet har også snakket med overlæge og klinisk professor, Christian Lodberg Hvas, om, hvad man kan gøre ved disse tarmproblemer, som det estimeres, at hver sjette dansker lever med.
Han peger især på én ting – nemlig kost.
Og her er der to ting, man så vidt muligt skal undgå eller begrænse, hvis man kæmper med maven:
»Western Style Diet« som dækker over mad med et meget højt indhold af sukker, fedt og salt, og energidrikke som han betegner som »det værste for tarmen.«
Til gengæld har han også gode nyheder, for man kan gøre meget selv, for at forbedre ens fordøjelse.
De fire tiltag, han nævner til Berlingske er:
Fiberrig kost som fuldkorn, bælgfrugter, grove grøntsager, frugt, bær, frø og nødder.
Regelmæssighed med tre hovedmåltider, som spises langsomt og ikke for store portioner.
En udelukkelsesdiæt, hvor man udelukker bestemte kulhydrater, for at finde ud af, hvilke man ikke kan tåle.
Kosttilskud, særligt B12- eller D-vitamin.
Christian Lodberg Hvas har også et bonustip, som lyder på pebermynteolie.
Det indeholder flere ting, der virker effektivt på smerter og luft i maven.
Der har de seneste år været en del fokus på tarmen, da den er helt central, for at holde kroppen sund og rask.