De små blå smølfer lokker børn hen til ansigtsmaskerne ved slikhylderne i Normal.

Men bag de søde figurer gemmer der sig parfume, citrusolie og konserveringsmidler, som kan give irritation, rødme og svie.

»Det er trist, for børnene har ingen forudsætninger for at gennemskue ingredienserne i disse produkter. Hvis de bruger sådanne masker, så risikerer de at udvikle en allergi, som de har resten af livet.« 

Så klart lyder det fra læge Cæcilie Johansen, som for nylig gik viralt, da hun rasede mod en parfumeret 'hvalros-maske' produceret af Sence, der bliver solgt i Normal.

Også hos Forbrugerrådet Tænk får maskerne alarmklokkerne til at ringe.

»Jeg synes, det er et særligt fejt trick at sætte det direkte op ved slikket, som jo også har en særlig appel til børn. Hudpleje og barndom hører på ingen måde sammen,« siger seniorjurist i Tænk, Daniel Mathias Bager:

Loven forbyder desuden markedsføring af såkaldte 'uegnede produkter' til børn og unge, forklarer juristen.

»Når man pakker en ansigtsmaske ind i smølfe-emballage, som direkte er målrettet børn og unge, og som samtidig indeholder en masse skadelige stoffer, så er det et godt eksempel på noget, jeg vil mene er omfattet af bestemmelsen om et uegnet produkt til børn,« siger han og fortsætter:

»Virksomhederne må også kigge indad og spørge sig selv, om de virkelig vil presse skincare og skønhedsprodukter ned i halsen på børn, som reelt slet ikke har brug for det.«

Efter B.T.s artikel om Cæcilie Johansens virale video forsikrede Normal da også, at de havde »noteret kritikken« og tog den »alvorligt«.

Men maskerne, som med småt på bagsiden frarådes til børn under 12 år og personer med sensitiv hud, kan altså fortsat findes ved slikhylderne i kædens butikker.

Masken indeholder blandt andet parfume, citrusolie og phenoxyethanol, som kan give irritation, rødme og svie. 
Masken indeholder blandt andet parfume, citrusolie og phenoxyethanol, som kan give irritation, rødme og svie.  Foto: Alexander Schmücker Madsen

»Hvis der bliver indført nye eller skærpede regler på området, vil vi naturligvis følge dem,« lyder det fra marketingchef i Normal, Liselotte Kirkelund, som samtidig fastholder, at kæden overholder lovgivningen.

B.T. ville blandt andet gerne have haft svar fra producenten Sence på, hvorfor virksomheden bruger parfume og andre problematiske stoffer i masker med smølfer, smilende hvalrosser og andre figurer, der appellerer til børn.

Men Sence er ikke vendt tilbage trods adskillige henvendelser.