Er du en mand, og har du altid drømt om at blive gravid? Så er der rent faktisk håb. En af verdens førende eksperter, når det kommer til fertilitet, fortæller, at mænd med en transplantation bør kunne blive gravide.

Den opsigtsvækkende udmelding kommer fra doktor Richard Paulson, der er præsident for American Society for Reproductive Medicine.

Ved foreningens årsmøde i San Antonio, Texas, fortalte doktor Paulson, at mænd - med de rette indgreb - teknisk set kunne blive gravide 'i morgen'.

Det skriver den britiske avis The Independent.

Kirurger er ifølge eksperten efterhånden blevet så dygtige til at transplantere livmodere hos kvinder, at det teknisk set burde være muligt at transplantere en livmoder til en mand.

Faktisk kan doktor Paulson ikke se nogen grund til, at det ikke skulle kunne lade sig gøre.

»Det kunne gøres i morgen. Der ville være nogle yderligere udfordringer, men jeg kan ikke se nogen umiddelbare problemer, der ville udelukke det,« forklarer han.

Flere udfordringer

Doktor Richard Paulsens udtalelser var hovedsageligt møntet på personer, som har fået foretaget et kønsskifte fra mand til kvinde, men i teorien burde det også kunne lade sig gøre for mænd, forklarer han.

Et af de aspekter, som vil besværliggøre en mandlig graviditet, er formen på mænds bækken. Men der ville ifølge doktor Paulson ikke være et problem i forhold til at mænd kunne have plads til en livmoder.

Et andet problem i forhold til en mandlig graviditet er helt åbenlyst selve fødslen, som doktor Paulson medgiver, skulle finde sted ved et kejsersnit. Under selve graviditeten ville en mand også skulle have en stribe hormoner tilført for at efterligne de forandringer, kvindekroppen gennemgår under en graviditet.

Umiddelbart er den første graviditet hos en mand dog ikke lige på trapperne, men doktor Paulson forventer, at der formentlig ikke vil gå længe, før de første transkvinder kan få livmodertransplantationer.

»Personligt regner jeg med, at der vil være transkvinder, som vil have en livmoder og som sandsynligvis vil få transplantationen,« forklarer han.

Endnu er transplantationer af livmodere fortsat et ret nyt indgreb, men ifølge The Independent er fem børn i Sverige allerede blevet født af kvinder, der har fået transplanteret en livmoder.