Budskabet til de unge fra Statens Serum Institut (SSI) er glasklart: Sørg nu for at bruge kondom.

Når SSI igen går ud med det budskab, så skyldes det, at man i de senere år har konstateret en voldsom stigning af tilfælde af kønssygdommen gonorré.

Fra 2021 til 2022 steg antallet således med 46 procent fra 3.570 til 5.204 tilfælde, oplyser afdelingslæge Maria Wessman, som står for overvågning af seksuelt overførbare sygdomme hos SSI, over for B.T. 

»Det tal er steget yderligere i 2023, dog i et lavere tempo,« konstaterer Maria Wessman.

Statens Serum Institut kan ikke give et definitivt svar på, hvorfor man både i Danmark og adskillige andre lande oplever en voldsom vækst i gonorrétilfælde i disse år.

Men Maria Wessman mistænker, at der er tale om en kombination af flere ting:

»Dels kan det være coronanedlukningen, som gjorde, at folk var sammen mere. Men det er ikke det hele,« siger hun.

Man har nemlig konstateret, at der er sket en mindre ændring i gonorré-bakterien.

»Vi kan se, at den nye type er mere følsom over for antibiotika. Det er selvfølgelig en god ting, at den er nemmere at behandle, men det er noget, vi holder godt øje med,« forklarer Maria Wessman desuden.

En anden mulig forklaring kan være, at den nye bakterie smitter nemmere eller giver færre symptomer. Vi tror, at det måske kan være en del af forklaringen, men det er ikke noget, vi kan slå fast endnu,« siger hun.

At man holder godt øje, skyldes frygt for, at bakterien pludselig skal ændre sig og blive resistent over for antibiotika.

Inden det skulle ske, håber Statens Serum Institut, at man kan nå ud til især unge mennesker med et vigtigt budskab:

»Det er et gammeldags råd, men kondom er den eneste måde, som vi ved, er både sikker og effektiv,« siger Maria Wessman.

»Hvis du har ubeskyttet sex med en ny partner, så bliv testet. Især hvis du har symptomer,« forklarer hun.

Det er gammelt, klassisk budskab fra SSI: Brug kondom.
Det er gammelt, klassisk budskab fra SSI: Brug kondom. Foto: Ann-Marie Utz/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og symptomerne kan være flere. Der kan være tale om kløe og svie og smerter, når man tisser. 

»Det kan også være udflåd fra urinrøret. Det var det, man i gamle dage kaldte en dryppert for mænd,« siger Maria Wessman.

Symptomerne kan imidlertid også findes andre steder, som i svælget, hvis man er blevet smittet under oralsex, eller i rektum, forklarer hun.

»Cirka halvdelen af kvinder og en tredjedel af mænd med gonorré oplever ikke symptomer,« siger Maria Wessman.

Behandlingen er relativt simpel. Det sker enten via et stik i balden eller i form af tabletter.