Ekspert advarer: Nu kommer stress-sæsonen
Stress kan hænge sammen med den netop overståede sommerferie, siger en ekspert.

Stress kan hænge sammen med den netop overståede sommerferie, siger en ekspert.

Sommerferien er for længst gledet ud af hukommelsen, og danskerne er igen vendt tilbage til arbejdslivet.
Men som sommeren ebber ud, og kalenderen vendes til efterår, står en anden farlig sæson for døren. Stress-sæsonen.
Det er nemlig september og oktober, hvor flest danskere aktiverer deres sundhedsforsikring for at søge hjælp til at håndtere stress.
Det viser tal fra pensionsselskaberne Danica og PFA, skriver DR.
En ekspert advarer mod, at den ærgerlige tendens hænger sammen med, at danskerne netop er vendt tilbage fra ferie.
Til mediet fortæller Pernille Steen Pedersen, der er stressforsker hos Copenhagen Business School (CBS), at ferieperioden kan gå ud over trivslen på arbejdspladsen.
Ofte betragter danskerne nemlig sit arbejde som en stor del af deres identitet, og når der ikke kan præsteres på samme niveau som før ferien, kan det gøre ondt på selvtilliden:
»Man kan få en følelse af utilstrækkelighed, og det kan udvikle sig til decideret stress, fordi vi får oplevelsen af aldrig at komme i mål med vores ting,« siger forskeren til mediet.
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser yderligere, at antallet af danskere, der døjer med højt stressniveau, har været stigende gennem en årrække.
Ifølge Sundhed.dk er symptomer på stressygdom blandt andet hovedpine, hjertebanken, nedsat hukommelse og koncentrationsbesvær.