Varmen kommer i weekenden til at dunke ned over Danmark.

Det bliver uhyggelig varmt – og det betyder, at mange vil køle børnene ned med leg i havens plastikbassin. Men netop denne pøl kan udvikle sig til en regulær bakteriebombe.

Sådan lyder advarslen fra en ekspert.

»Specielt, når det bliver så varmt som her i weekenden, er det rigtig vigtigt at være opmærksom på smitterisiko. I bassinet vil der hurtigt kunne opstå en stor udvikling af bakterieindholdet,« siger Brian Krogh, der er seniorkonsulent og teamleder for svømmebadsteknologi hos Teknologisk Institut.

»Det er virkelig vigtigt, at man respekterer det, hvis man ikke vil have syge børn,« siger han.

I weekenden er der i store dele af landet udsigt til temperaturer omkring 35 graders varme. Selvom det lyder herligt at fylde et badebassin og lade børn og voksne soppe rundt, er det ikke uden varsomhed.

For det gode vejr betyder gunstige forhold for bakterierne i vandet.

»Jo varmere vand, man bader i, jo bedre vækstbetingelser er der, og jo hurtigere udvikler bakterier sig i vandet,« siger Brian Krogh.

Derfor kan bakterierne ende med at koste et par dage i sygesengen:

»Der findes mange forskellige sygdomsfremkaldende bakterier, nogle kan give hududslæt, andre diarré eller mere alvorlige sygdomme,« siger han.

Heldigvis er der en simpel løsning. Men det kræver opmærksomhed fra forældre.

»Når vi nu får en hedebølge, kan det være en fordel at skifte vandet flere gange om dagen. Det handler også om, hvor meget det bliver brugt. Hvis man nu har inviteret vennerne med hjem, er der større forurening af vandet og større smitterisiko,« siger Brian Krogh.

For større bassin, hvor vandskift bliver en større operation, kan man også anvende klor eller rensningsanlæg, for at holde bakterievæksten nede.

Men Brain Kroghs råd er, at man ikke blot skal fylde kemikalier såsom klor i – uanset bassinets størrelse:

»Her skal man have en viden om, hvad man gør. Kemikalier kan være farlige at omgås, og man skal have styr på både den daglige håndtering og tilsætningen til bassinet,« siger han.

Har man med et lille havebassin at gøre, vil Brian Krogh derfor anbefale at skifte vandet, hvis man ikke har sat sig ind i rensning med kemi.