I bund og grund er Dorthe Oxgren slet ikke typen, der ligger og ruller rundt af angst og kvalme på gulvet. Og hun er da heller ikke typen, der ligger på psykiatrisk hospital. Alligevel skulle hun igennem begge dele, da hun for to år siden blev syg. Lægerne slog automatpiloten til og sagde »stress«, mens noget inde i Dorthe Oxgren sagde hende, at det var noget andet. I dag ved hun, at overgangsalderen ikke er noget, man spøger med. Hun har netop udgivet bogen ’Da Super Carla blev hormonforstyrret’ om sin et år lange rutsjetur i hormonernes vold.
»Det er to år siden, jeg lå her og rullede rundt,« siger den i dag 51-årige Dorthe Oxgren og kigger ned på sit stuegulv, hvor hendes hund nu sover fredeligt.
Skrivelærer
I en moden alder havde Dorthe Oxgren uddannet sig til lærer og fået job på en folkeskole. Hun var blandt andet ansat til at udvikle et forskningsprojekt, hvor man skulle bruge det skriftlige meget mere i skolen. Det passede fint til Dorthe Oxgren, som oprindeligt er uddannet og har arbejdet som journalist i mange år. Men ansættelsen på skolen faldt sammen med folkeskolereformen, som gav hende og de andre lærere mere arbejde, mindre frihed og meget mere ansvar.
»Der gik ikke tre uger, så var jeg klar til at smide håndklædet i ringen,« siger Dorthe Oxgren, som dog pligtopfyldende fortsatte sin lærergerning.
Da Dorthe Oxgren en morgen vågnede med ondt i kæben, gik hun til tandlæge. Men han kunne intet se. Hendes egen læge kaldte det stress. Og kuren var en sygemelding i to måneder.
»Jo, jeg havde da også problemer med at huske, og jeg syntes, jeg var blevet så støjfølsom. Men jeg troede, jeg bare var ved at blive en gammel kone,« smiler Dorthe Oxgren.
Hun bor alene i rækkehuset i Ballerup, for hendes to store børn er flyttet hjemmefra, og deres far er hun skilt fra.
Nyt job
Allerede kort tid inde i sygemeldingen fik Dorthe Oxgren det første hint om, at hun var fejldiagnosticeret.
»Jeg stod til en reception inde i byen og fortalte, at jeg var sygemeldt på grund af stress. Der var en kvinde, der kiggede forundret på mig og sagde, at hvis jeg havde stress, så kunne jeg da ikke holde ud at stå til en reception.«
Da sygemeldingen var ved at være slut, skulle Dorthe Oxgren tilbage til sit arbejde. Problemet var, at hun slet ikke havde det bedre. Og da hun begyndte igen, blev det faktisk værre. Samtidig skiftede hun job og vendte tilbage til sin gamle branche som journalist.
»Det vidste jeg, hvad var, og selv om man har travlt som journalist, tænkte jeg, at det nok ville hjælpe at komme væk fra folkeskolen.«
Kort efter måtte Dorthe Oxgren også sygemelde sig fra sit nye job. Hun havde influenza, blærebetændelse og forkølelse. Det hele ramlede ned over hende.
»Jeg kan huske, jeg lå på sofaen og så dronningens fødselsdag i tv. Dronningen stod alene ude på balkonen, fordi prins Henrik var rejst til udlandet. Jeg syntes, det var så synd for hende, at hun stod der helt alene. Det var da helt godnat, at jeg lå og tudede over det,« husker Dorthe Oxgren og vender øjne af sig selv.
I den følgende tid fik hun det værre og værre. Hun havde svært ved at rumme andre mennesker og kunne ikke gå ned med skraldespanden på grund af angst.
»En dag, hvor jeg ikke kunne være alene, kom min bror. Han ringede til min læge, som anbefalede mig at komme på psykiatrisk skadestue. På det tidspunkt var jeg ligeglad, hvad der skulle ske, bare der snart skete noget.«
Psykiatrisk patient
På skadestuen fik Dorthe Oxgren medicin mod det, som psykiateren også mente var stress.
»Jeg skulle tage det i ti dage, og hvis det ikke havde hjulpet, skulle jeg komme tilbage og få noget angstdæmpende. Derudover skulle jeg prøve at holde mig i gang med vasketøj og gåture med hunden.«
Men symptomerne blev flere og flere. Angst og uro, søvnløshed, kvalme, svimmelhed, svedeture, hovedpine og smerter, der flyttede rundt i kroppen. Når hun prøvede at sove, kriblede det i hele kroppen. Hun fik sovemedicin, men ligesom med al anden medicin var hun bange for at tage for meget og blive afhængig.
Angsten var heller ikke blevet bedre.
»Jeg var faktisk bange for at være alene. Det var som om, isoleringen var røget af mit nervesystem. Høje lyde som for eksempel hundens kløer mod parketgulvet var uudholdelige. Jeg kunne ikke læse eller se fjernsyn. Ingenting, bare ligge på sofaen og være fyldt op af angst og uro.«
Undervejs havde Dorthe Oxgren kontaktet en privat psykiater for at høre hendes vurdering. Hendes diagnose gik i en helt ny retning.
»Hun mente, jeg havde en let bipolar lidelse, for jeg var jo i en kreativ branche. Og dér er der åbenbart mange med den type diagnose, og så udskrev hun noget epilepsimedicin, som jeg dog aldrig tog.«
Der var en række helligdage på vej, hvor Dorthe Oxgren ville være alene og uden mulighed for at ringe til sin læge og få den angstdæmpende medicin.
»Jeg røg på psykiatrisk skadestue igen, og denne gang tilbød de mig et døgns indlæggelse. Derefter skulle jeg have syv ugers terapi og muligvis medicin. Jeg var med på den. Hvad som helst. Nu var der endelig nogen, der ville tage sig af mig. Det, jeg havde allermest brug for, var et ophold på et sanatorium. At blive puttet under en dyne med udsigt til bjergene og daglig massage.«
Det var dog langt fra, hvad Dorthe Oxgren fik.
»Jeg skulle aldrig have sagt ja til den indlæggelse. Fjernsynet på stuen var boltet til væggen, og vinduet kunne ikke åbnes. Så lå jeg der og ventede på, at der skulle komme en myndig overlæge og gøre mig rask. Han kom aldrig.«
Lykke i pilleform
Efter 17 timer blev Dorthe Oxgren udskrevet direkte til sin sofa, hvor hun sad det næste stykke tid. Dagene blev kun afbrudt af terapi to gange om ugen samt lidt styrketræning.
»Efter syv uger blev jeg sendt ud af systemet, men jeg havde det lige så dårligt, som da jeg begyndte i det.«
På det tidspunkt havde Dorthe Oxgren prøvet en enkelt lykkepille, som betød, at hun mistede appetitten og tabte sig otte kilo i løbet af kort tid. Derefter fulgte et antidepressivt middel, som gjorde, at hun både kunne sove og spise. Men efter tre uger kom bivirkningerne, og hun havde ikke lyst til at fortsætte med pillerne. Hun følte sig efterhånden som et eksperiment af medicin og læger, som stak diagnoser ud til højre og venstre.
»Nu var der gået tre måneder, og jeg havde det stadig lige dårligt. Jeg havde mest af alt brug for en hånd at holde i,« husker Dorthe Oxgren, som også fik et kursus i at håndtere lang tids sygdom, et forløb hos en stresscoach, sessioner hos en psykolog samt massage, zoneterapi og akupunktur.
En klog kone
I begyndelsen af sit sygdomsforløb havde Dorthe Oxgren været i kontakt med en biopat, som fortalte hende, at hun nok var på vej i overgangsalder. Dengang skød hun tanken fra sig, fordi det var jo for tidligt. Hun havde stadig menstruation. Hendes læge mente heller ikke, det kunne have noget på sig.
»Jeg fik endnu en tid hos biopaten. Hun kiggede på mig og sagde, at mine symptomer var lige efter bogen. Jeg var blevet kastet ind i overgangsalderen. Det passede meget godt med, at jeg havde oplevet, at jeg havde det dårligt to uger ad gangen. Og i lang tid troede jeg, det handlede om stress. Men det var hormonelle ubalancer, der var årsag til, at jeg de to sidste uger inden menstruation havde det ad H til.«
Ved en blodprøve kunne Dorthe Oxgrens praktiserende læge bekræfte, at hun var i begyndende overgangsalder. Med hjælp fra biopaten fik Dorthe Oxgren en kostplan bestående af anti-inflammatorisk kost og besked på at indtage en række vitaminer og mineraler og rydde ud i hormonforstyrrende stoffer i køkkenet og på badeværelset. Det hjalp hende så meget på højkant, at hun atter kunne åbne computeren og begynde at læse.
Dorthe Oxgren rejser sig og henter bogen ’Naturlig hormonterapi’ i sin bogreol. En bog, der fortæller, hvordan man bruger bioidentiske hormoner som et alternativ til den hormonbehandling, man kan få hos egen læge, og som er forbundet med alvorlige bivirkninger.
»Denne her blev min redning. I den bog stod alle mine symptomer. Men ikke kun mine symptomer. Jeg kunne også læse om min søster, min mor og mine veninder. Vi kender jo slet vores egne kroppe. Jeg troede, jeg var en veluddannet kvinde med ’Kvinde kend din krop’ i bogreolen, men jeg anede jo ikke en skid.«
Efter ni måneders sygemelding kom Dorthe Oxgren endelig til en gynækolog, der sagde noget som stadig den dag i dag får hende til at gyse:
»Hun sagde til mig, at min historie ikke var enestående, at jeg var på vej i overgangsalder, og at man i gamle dage spærrede kvinder i overgangsalderen inde på sindssygehospitaler. Jeg var jo ikke blevet spærret inde, for jeg var blevet indlagt af min egen frie vilje. Men alligevel.«
Gynækologen kunne også fortælle, at det er ikke ualmindeligt, at kvinder bliver diagnosticeret med stress, selv om det er kønshormonerne, der er i ubalance. Det sker, fordi de praktiserende læger ikke ved nok om det, og fordi hormonbehandling er omstændig.
Helbredelse på tube
Dorthe Oxgrens næste redning blev naturlige hormoncremer, som hun køber i håndkøb i England eller Frankrig, hvor det er almindelig behandling af overgangsalderen. Hun henter to tuber creme på sit badeværelse
»Årene op til menopausen kan faktisk være de værste. Progesteronet falder, og østrogenet står og hopper, nogle dage er det lavt, og andre er det højt. Man kan have det som en narkoman på afvænning. Alle symptomerne er stort set identiske med stress. Jeg lå i krydsfeltet mellem stress og menopause, men at lære at se forskellen på de to gjorde hele forskellen.«
Når progesteron går ned, mister man evnen til at sove og håndtere stress. Samtidig vil østrogenniveauet være for højt, og det kan give angst og depression og autoimmune sygdomme. I dag holder Dorthe Oxgren sin overgangsalder i snor med mindfulness, sund kost, vitaminer, mineraler og de to typer creme, som hun bruger efter behov og smører på kroppen, hvor huden er tyndest.
»Jeg ville ønske, danske læger var uddannet i at behandle overgangsårene helhedsorienteret. I udlandet har man menopause-klinikker, hvor kvinder kan blive behandlet af læger, der både kigger på kost, vitaminer og mineraler. Er man i underskud, kan man ikke omdanne hormonerne rigtigt. Kosten betyder også rigtig meget. Hvorfor kan vi ikke få den slags behandling i Danmark?«
I dag kan hun se, at der var en masse ydre omstændigheder, der stressede hende. Skolereformen, børn, kærester, men svaret lå i hormonerne.
»Hver gang jeg i dag taler med kvinder om de her problemer, kan jeg høre, hvor lidt man ved om det.«
Hun håber, at det danske sundhedsvæsen snart får en mere holistisk tilgang til patienterne, så de ikke skal igennem, hvad hun var.
»Jeg er vred over, hvor meget jeg skulle igennem, før nogen kunne fortælle mig, hvad det her handler om.«
