Løbende næse, kløende øjne og hovedpine. Er du blandt de tusindvis af danskere, som hvert år lider af høfeber, skal du læse med nu.

Ét simpelt trick kan potentielt spare dig for stor lidelse, når sæsonen for birke- og græspollen om et øjeblik rammer.

Ifølge eksperterne virker det bedst, hvis du ikke allerede er blevet ramt af den årlige allergisnue.

I weekenden gik den danske pollensæson nemlig så småt i gang, viser tal fra Astma-Allergi Danmark.

»Vi kan høre, at folk ringer ind og har det skidt og har mange symptomer,« siger Christine Højer Eriksen, som rådgiver om astma og allergi.

»Vi har høje tal lige nu. Så hvis man er syg derude, giver det god mening.«

Indtil videre er det dog kun el- og hasselpollen, som flyver rundt i luften.

De helt store syndere, som er birke- og græs-pollen, ventes først i de kommende måneder.

Bliver du årligt påvirket af for eksempel birkepollen, kan du fra i dag følge det meget enkle, men eftersigende effektive råd.

Det kommer ikke fra Astma-Allergi Danmark, men i stedet en række internationale eksperter, som anbefaler i kor: Begynd at tage dine antihistaminer nu.

»Det gør kroppen i stand til at blokere reaktionen, før de (pollen, red.) kan give symptomer, og det minimerer risikoen for en reaktion,« siger den britiske apoteker Debbie Gayson til Daily Mail.

Hun bliver bakket op af den amerikanske allergilæge William E. Berger:

»Når du tager allergimedicin, er det vigtigt at forstå, at den virker bedst, når du tager den præventivt. Du bør starte med at tage den fra to-fire uger, før allergisæsonen begynder,« siger han i en artikel i Allergy Asthma Network.

Ifølge lægen gælder rådet både for antihistaminer og næsespray med binyrebarkhormon.

Også hos Asthma and Allergy Foundation of America anbefales det at gå i gang med medicinen tidligt:

»De fleste allergibehandlinger virker bedst, når de sættes i gang mindst to uger før, pollensæsonen begynder. Det giver behandlingen mulighed for at forhindre din krop i at udløse histamin og andre stoffer, som forårsager reaktioner.« 

Sæsonen for birkepollen løber typisk i april og maj, mens græspollen løber fra maj til august.

Rådgiver Christine Højer Eriksen fra Astma-Allergi Danmark vil ikke udtale sig om medicin-ordinering. Hun anbefaler i stedet, at man tager kontakt til sin læge:

»Allergi er jo en alvorlig, kronisk og indgribende sygdom. Derfor synes jeg, det er godt altid at have lægen med, og det er godt at have en behandlingsplan,« siger hun.

På den mere lavpraktiske bane anbefaler organisationen Asthma and Lung i Storbritannien desuden at smøre en smule Vaseline under næseborene for at fange pollen, når man er udenfor.

Christine Højer Eriksen supplerer med, at man kan vaske og skylle håret inden sengetid.

»Så ligger man ikke og kører rundt hele natten med pollen,« siger hun.