Han tog en bid af hamburgeren ved en barbecue i New Jersey.

Det var en af de sjældne gange, han spiste rødt kød.

Fire timer senere begyndte kroppen at reagere. 

Først kvalmen. Så svimmelheden.

Kort efter fandt hans søn ham på badeværelsesgulvet – livløs. 

Den 47-årige pilot fra New Jersey stod ikke til at rede.

Burgeren havde udløst en alvorlig dødelig allergisk reaktion, fremprovokeret af et flåtbid.

Det skriver Sky News, som vurderer, at der er tale om det første dokumenterede dødsfald af sin slags.

Det er den såkaldte Lone Star-flåt, som kan udløse den usædvanlige kødallergi, og som i de seneste år bredt sig markant i USA.

Tidligere fandtes den kun i de sydøstlige stater, men stigende temperaturer har gjort, at den nu også findes langt op ad østkysten i områder, hvor den før ikke kunne overleve.

Som følge heraf er hundredtusindvis af amerikanere siden 2010 blevet allergiske over for rødt kød, skriver The Guardian.

Efter pilotens død fastlog blodprøver en gang for alle, at han led af alpha-gal-syndrom, som er den allergi, som flåten kan give.

Hans hustru har siden fortalt, at han om sommeren havde fået 12–13 små bid omkring anklerne. Familien troede først, det var bid fra små mider, som ofte forveksles med flåtbid i USA.

Og ikke nok med det, så kom pilotens første symptomer allerede to uger før hans død på en campingtur med familien i 2024.

Her spiste han steak til aftensmad, og vågnede klokken to om natten med voldsomme mavesmerter, opkast og diarré.

Dr. Scott Commins, en af USAs førende forskere i alpha-gal-syndrom, er da heller ikke i tvivl om, at pilotens død kunne være undgået.

»Det er en ubetinget tragedie,« siger han til Sky News og forsætter:

»Helt unødvendig, og med øget opmærksomhed vil dette ikke ske igen.«