DR-dokumentar bryder tabu: 'Sindssyge' forventninger til mandekroppen


I årevis har opmærksomheden været rettet mod kvindens kropsideal med smalle taljer, runde bryster og lange stænger.
Men nu er det på tide, at mandens usikkerheder kommer frem i lyset, og det sker i DR-dokumentaren 'Sygt skarp,' hvor store overarme, hår på hovedet og flere centimeter på benene er idealer, som nogle mænd kæmper for at få.
»Skønhed og kropsidealer fylder jo meget hos mænd – og det har det gjort længe. Men det er totalt underbelyst,« siger journalist og vært på programmet, Jacob Weil.
Der findes kun én mandlig plusside-model i Danmark, Hollywood-film er proppet med trænede mænd og de sociale medier flyder over med mænd, der render rundt med tykt hår.
»Der er jo sindssyge forventninger til, hvordan man skal se ud som mand,« siger han og fremhæver skuespilleren Jason Momoa.
Da Jason Momoa, der er bedst kendt for sin rolle i Game of Thrones eller Aquaman, var på ferie, blev der taget billeder af ham, som blev delt på internettet. Her havde skuespilleren nok ikke holdt sit fitness-program, så nu dømte hele internettet ham som værende fed, forklarer Jacob Weil.
»Og det var jo kun, fordi han ikke havde dehydreret sig selv helt vildt op til en scene.«
De omtalte forventninger møder vi også i dokumentaren, hvor flere mænd på den ene eller anden måde kæmper med deres selvbillede.
Den ene tager steorioder, den anden skal opereres, netop fordi han tog steroider.
I Kastrup Lufthavn står en tredje klar til afrejse mod Tyrkiet for at få tabt hår tilbage, mens en fjerde måtte vende hjem til Danmark, fordi han udviklede anoreksi, hvilket satte en stopper for hans professionelle ishockey karriere.
Særligt forholdet til steroider overraskede Jacob Weil.
»Jeg tænkte jo, at vi har fattet, at det er farligt. Men der er bare rigtig mange, der enten ikke har fattet det eller ikke giver en flyvende fis for det,« siger han.
»Det er bare mega almindeligt.«
Gennem produktionen af dokumentaren blev Jacob Weil da også konfronteret med sin egen krop. I mange timer sad han og scrollede sociale medier, hvor den ene flotte, veltrænede mand blev efterfulgt af den næste på skærmen.
»Det var vildt at se, hvordan mit syn ændrede sig på min krop, der jo ikke ændrede sig,« siger Jacob Weil og tilføjer:
»Jeg var heldigvis opmærksom på det, men jeg var overrasket over, hvor meget jeg kunne mærke det.«
For Instagram, Calvin Klein reklamer og spejlene i det lokale fitnesscenter har indflydelse på, hvordan unge mænd ser deres egen krop, uddyber han.
Og netop derfor er det en vigtig samtale at tage.
»Det tager overhånd. Det er jo ikke alle overhovedet, men der er mennesker, som ender med at lave alt muligt om ved dem selv og får et helt urealistisk forhold til deres krop. De går jo og er kede af det, selvom de ser normale ud,« siger Jacob Weil.
Hør om kok og kogebogsforfatter Hannah Grants bedste og værste madoplevelser i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor Hannah også gennemfører en smagstest af peanuts, som viser, at der er nemme penge at spare.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.