Hvorfor er det så let at miste håbet og så svært at finde det igen?

For to år siden mistede jeg håbet på Roskilde Festival. Siden har jeg set det i små glimt, men grundkernen af håb har det været en kamp at finde tilbage til. For to år siden i disse dage, glædede jeg mig til min første festival som gravid. Og det jeg troede, skulle blive min sidste Roskilde Festival, inden jeg blev mor.

Jeg havde glædet mig til at hygge i solen med veninder foran Orange scene. Tulle rundt og se på mennesker. Opdage ny musik. Tale om livet og drømmene og fremtiden.

I stedet blev Roskilde Festival 2015 året og stedet, hvor jeg begyndte at bløde for siden at miste det lille bitte foster, der for mig allerede var ved at tage form af den baby, jeg drømte om, selv om det blot var syv uger gammel.

Roskilde Festival har været en del af mit liv siden jeg var 18 år. Jeg føler mig hjemme, når jeg ser det første glimt af orange teltdug mellem træerne. Men jeg har ikke været tilbage siden den lørdag, hvor mit håb blev slukket.

Jeg er tilbage

Men for første gang siden min abort, er lysten til at gense den orange teltdug i år pludselig tilbage. For mig er det et gigantisk tegn på, at håbet er tilbage. At jeg er tilbage. Jeg er igen begyndt at tro på, at jeg nok skal blive mor – en dag.

Det lille frø, der har gjort den store forskel, blev sået hos psykolog Gry Secher for halvandet år siden. Hun har selv erfaring med fertilitetsbehandling – med at måtte kæmpe for at blive mor. Hos hende følte jeg mig set på en helt anden måde, end hos de af hendes kollegaer, jeg nåede at ’prøve’ før hende.

Hos hende fik jeg det gode råd, at gøre noget, jeg holder af, med mennesker jeg holder af. Det lyder så banalt, når jeg skriver det, men midt i fertilitetsbehandlinger med kanyler, hormoner og den ene scanning efter den næste af mit underliv, føles det langt fra enkelt at gøre det.

Men det begynder at virke. Min kalender blomstrer med både Berlin-ferie, U2-koncert og senere på sommeren står både Robbie Williams og Nick Cave i kalenderen.

Når jeg kæmper for at spare titusindvis af kroner sammen til næste fertilitetsbehandling, føles det ekstremt, at prioritere en koncertbillet eller en udlandsrejse. Og jeg får ondt i maven for hver eneste billet, jeg køber.

Psykologen fik ret

Som mangeårig rejsejournalist er det naturligvis givende for mig, at komme lidt udenfor Danmarks grænser. Med ferier i Rom, Los Angeles og Boston med og hos gode venner, kan jeg også se, at mit håb for fremtiden er begyndt at vende tilbage.

Modsat tidligere prioriterer jeg nu ferietid frem for artikelskriveri. Hvilket gør en verden til forskel.

Tågen i min hjerne letter. Psykologen fik ret. Jeg er nødt til at prioritere – og investere i – ting, der gør mig glad. Jeg kan ikke kun bruge min tid på at arbejde og spare op.

Men jeg må indrømme, at det også giver mig håb, at se opsparingen vokse, så den lige om lidt rammer prisen for min næste behandling.

På Roskilde Festival kommer jeg ikke i år, selvom lysten er tilbage. Der er alligevel grænser for, hvor mange billetter, jeg kan købe uden at få mavekrampe.

I stedet tilbringer jeg ugen på kontoret.

Forhåbentlig ligger min sidste Roskilde Festival som barnløs allerede bag mig. Jeg håber, at jeg næste gang, jeg ser glimtet af den orange teltdug mellem træerne, skubber min barnevogn foran mig.