Allerede længe inden jeg overhovedet er blevet gravid med hjælp fra en ægdonor, syntes en bekendt, at det var vigtigt at fortælle mig, at mit kommende barn ikke vil være mit, fordi vi ikke deler gener.

»Med en ægdonor er barnet jo slet ikke dit,« sagde hun.

Fordi en anden kvinde har givet mig den fantastiske gave – en lille-bitte ægcelle, der skal blive en af grundstenene i udviklingen af dét barn, jeg forhåbentlig skal bære under mit hjerte i ni måneder – er mit kommende barn angiveligt ikke mit.

Selvom det barn kun vil få føde fra min krop. Selvom det kun kan vokse via forbindelsen til netop min krop, mente hun, at mit barn må have en anden mor: Leverandøren af ægget.

Men for mig er sandheden, at jeg bliver mit barns eneste mor. Uden mig vil mit eventuelle barn ikke komme til at eksistere.

Jeg bliver mor

Det er mig, der laver den særlige kombination af netop dén ægdonor og netop dén sæddonor, jeg vælger. Det er mig, der kommer til at ruge på den mikroskopiske klump celler, der (forhåbentlig) udvikler sig til det barn, som det bliver mig, der føder.

Mit barn vil ikke have en anden mor.

Modsat børn, der bliver adopterede, vil mit barn ikke blive født af en anden kvinde, for siden at blive givet videre til et børnehjem og derfra efter måneder eller år endelig at ende hos de mennesker, der bliver dets forældre.

Mit barn har ikke oplevet at blive forladt eller være overladt til sig selv, før ’hen’ lander i mine arme.

Mit barn vil højst komme til at tilbringe fem dage i en petriskål, mens det udvikler sig fra to celler til 32+, hvorefter det vil vokse videre i min livmoder.

Mine arme bliver de første – og forhåbentlig eneste – moderlige arme, ’hen’ kommer til at møde i sit liv.

Mit barn får kun én mor – mig.

Adoption på celleniveau

Der kommer ikke til at være en mor eller far, der skal efterlyses i bedste ’Sporløs’-stil. For den kvinde og mand, der har leveret mit barns genetiske byggesten, har blot doneret én celle hver. Og én celle giver ikke automatisk titel af hverken mor eller far.

For mig er det ikke ligegyldigt, hvilke ord der bliver brugt om sæddonor og ægdonor. Det er vigtigt for mig, at mit eventuelle barn ikke får oplevelsen af, at der mangler to mennesker i dets liv. En ’rigtig’ mor og far. Derfor er det også vigtigt for mig, hvordan andre taler om de to donorer. At andre forstår, at de to ikke er forældre til mit barn. De er donorer af genetisk materiale.

For at hjælpe andre til at acceptere og forstå mit kommende barns oprindelse er jeg begyndt at beskrive min brug af æg- og sæddonor som en ekstremt tidlig adoption. Adoption på celleniveau.

De to mennesker, der donerer deres celler til mig, vil ikke have indflydelse på eller føle kærlighed til barnet, der kommer ud af deres donationer.
De afgiver alle rettigheder – også titlerne mor og far.

Titler, man gør sig fortjent til ved at være der for barnet gennem gråd, blødende knæ og latterkramper. Gennem vågne nætter og bekymringer. Madpakker, lektier og eksamensnerver. Den første forelskelse og knusende kærestesorg.

Jeg vil være mit barns eneste og rigtige mor fra dét øjeblik, det bliver undfanget.

Og jeg glæder mig allerede.