Unge med søvnproblemer har fem gange højere risiko for depression sammenlignet med dem, der sover godt.

Unge, der lider af søvnløshed, og som derfor ikke får sovet de anbefalede 8-9 timer hver nat, har fem gange større risiko for at få en depression.

Det viser en ny undersøgelse lavet af forskere fra Bergen og University of California, Berkeley, skriver forskning.no ifølge Videnskab.dk.

Mere end 10.000 unge i alderen 16-18 år fra Hordaland i Norge indgår i analyserne.

Det er det første befolkningsstudie, som undersøger sammenhængen mellem depression og søvnproblemer i denne aldersgruppe.

»Vi viser, at jo mindre unge sover grundet søvnbesvær, jo større er risikoen for at blive deprimeret,« siger psykolog og søvnforsker Børge Sivertsen til forskning.no.

Han er leder af Avdeling for samfunn og psykisk helse ved Folkehelseinstituttet (FHI) i Bergen.

For unge mennesker med søvnbesvær, der sover mindre end seks timer, er risikoen endnu større for at blive ramt af depression. I denne gruppe var risikoen otte gange højere. Både søvnproblemer og depression er udbredt i den norske ungdom. Mens 5-10 procent af den almindelige befolkning lider af depression, er andelen højere blandt unge.

Forskerne viser også, at sammenhængen går begge veje.

Læs også hos Videnskab.dk: Dårlig søvn varsler tidlig død

Insomni - søvnløshed - er tre til fire gange mere udbredt blandt deprimerede end blandt unge, der ser lysere på tilværelsen, ifølge undersøgelsen.

»De fleste af de unge, der føler sig deprimerede, sover mindre end fem timer. Der er alt for lidt søvn,« siger Sivertsen.

»Selv om disse data er baseret på en tværsnitsundersøgelse, har vi tidligere vist, at begge tilstande er selvstændige risikofaktorer for hinanden, og effekten er lige stor begge veje,« tilføjer han.