'Mor, du har noget på ryggen, der ser mærkeligt ud.'

Nogenlunde sådan lød datterens reaktionen, da hun under en ferie sidste år så sin mor, Britt Olsens, ryg. To uger senere havde en ven samme bemærkning.

Da hun gik til lægen, var meldingen klar: Hun havde modermærkekræft, som skulle fjernes.

Havde den 51-årige kvindes nærmeste ikke opdaget det, kunne det have gået anderledes – for hun havde ikke selv set noget.

Det er en tendens: I en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse svarer hver femte, at de aldrig undersøger deres hud og modermærker for forandringer.

Dermed risikerer de at misse sygdommen, inden den potentielt bliver livstruende.

Ifølge læge Inanna Weiss kan det i visse tilfælde ske på få måneder.

»Det vokser hurtigt. På seks måneder vokser det, så man skal være ret hurtig over det,« siger lægen til B.T.

I dag er Britt kræftfri efter to operationer og har fået en ny respekt for hudforandringer.

»Jeg er blevet lidt forskrækket over det,« siger hun.

»Set i bakspejlet synes jeg da, det er lidt skræmmende. For hvis ikke, de havde sagt noget til mig, havde jeg ikke fået det fjernet.«

Danmark er et af de lande, hvor forekomsten af modermærkekræft er relativt høj.

»Det hænger sandsynligvis sammen med flere ting,« siger seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse Brian Køster til B.T.

»Vi har generelt lys hud, vi har historisk haft et meget højt brug af solarier, og som et velstående land rejser vi ofte til steder med kraftig UV-stråling, som vores hud ikke er tilpasset,« forklarer han.

»Derudover stiger forekomsten generelt, fordi risikoen for kræft øges med alderen.«

Her var det modermærke på Britt Olsens ryg, som viste sig at have kræft. Som man kan se på billedet, har det en ujævn kant og to forskellige farver – begge er mulige faretegn ifølge eksperter.
Her var det modermærke på Britt Olsens ryg, som viste sig at have kræft. Som man kan se på billedet, har det en ujævn kant og to forskellige farver – begge er mulige faretegn ifølge eksperter. Privat

Læge Henrik Sølvsten forklarer, at man efter en vis alder især skal holde øje med nye modermærker.

»Modermærkers dynamik er sådan, at vi er født uden modermærker – eller allerhøjst med ét eller to,« siger han.

Frem til 30-35-års alderen kommer der flere til, og mange ender også med at forsvinde af sig selv senere i livet.

»Det betyder så også, at hvis man får nye modermærker efter 40-års-alderen, er det et potentielt faresignal,« siger Sølvsten.

Andre faresignaler er modermærker, som er asymmetriske, har ujævne kanter eller vokser, påpeger Kræftens Bekæmpelse, som anbefaler at man undersøger sig selv regelmæssigt med et håndspejl.