Over 50 pct. af de adspurgte mænd i en ny undersøgelse har svært ved at tale om psykisk sygdom. Konsekvensen afspejler sig bl.a. i selvmordsstatistikken. Tre ud af fire selvmord bliver begået af mænd.

Danske mænd har stadig svært ved at tale om psykisk sygdom. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for oplysningskampagnen ‘En af os’, der har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark.

Ikke nok med at 50 pct. af undersøgelsens mænd synes, at det er svært at tale om psykisk sygdom – hele 27 pct. af dem vil helst fuldstændig undgå at tale om det.

Modsat kvinder, der ved enhver given lejlighed glad og gerne endevender deres følelsesliv, holder de fleste mænd det for sig selv, hvis de har det svært. Den yderste konsekvens af den manglende åbenhed er, at problemerne kan vokse sig så store, at selvmord er den eneste udvej, mændene kan få øje på. Det siger psykolog Johanne Bratbo, der er projektleder på kampagnen ‘En af os’.

»Ikke nok med at mænd med psykiske problemer er tilbøjelige til at isolere sig og begynde at drikke for meget. Mænd begår også, i langt højere grad end kvinder, selvmord.«

Et kortere liv

Det kan altså have fatale konsekvenser, at mænd ikke taler højt om deres problemer og kommer i behandling, når de har det svært.

Ifølge Svend Aage Madsen, der er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for ’Forum for Mænds Sundhed’, er det ikke kun mænds selvmordsrate, der er højere.

Mænd med psykiske lidelser lever i gennemsnit 20 år kortere end andre mænd. Tallet er ifølge Svend Aage Madsen udtryk for, at mænd ikke får behandlet deres psykiske problemer i tilstrækkelig grad.

»Den officielle opfattelse er, at kun halvt så mange mænd som kvinder har en depression. Men det er blot et tal for, hvem der får stillet diagnosen og får hjælp – f.eks. i form af psykologhjælp eller bliver indlagt,« siger han.

Men når man har spurgt befolkningen og lavet spørgeskema-undersøgelser, er der ikke nær så stor forskel på, hvordan mænd og kvinder har det psykisk.

»Jeg vil vove at påstå, at der er stort set lige så mange mænd som kvinder med psykiske problemer – herunder depression. Men mænds psykiske problemer bliver ikke opdaget, og mænd får derfor langtfra den hjælp, de har behov for. Det er vigtigt at forstå, at der derfor går mange liv ‘til spilde’, både fysisk og psykisk,« lyder det fra Svend Aage Madsen.

Mister jobbet

Men jo mindre mændene taler om, hvordan de har det, desto værre får de det.

»Det er et kæmpe problem, at mænd fortsat har så svært ved at sætte ord på, hvordan de har det. Ikke mindst i lyset af at det kan være særdeles svært at fastholde sit netværk og tilknytningen til arbejdsmarkedet, hvis man bliver ramt af psykisk sygdom og ikke kommer i behandling,« siger Johanne Bratbo.

Tallene underbygger hendes pointe, mens beskæftigelsesfrekvensen blandt danskere generelt er 77 pct. er den helt nede på 24 pct. blandt mennesker med psykiske lidelser.

At det i 2018 fortsat er svært for mange mænd at fortælle omverdenen, hvordan de egentlig har det, skyldes i høj grad mænds selvopfattelse.

Mænd synes, at de skal være stærke og have tjek på tingene, og det billede clasher med den manglende kontrol, der kendetegner mange psykiske problemer.

»For fortidsmennesket var det altafgørende at kunne skubbe tanker og følelser til side og fokusere på at få fanget nogle fisk eller nedlægge et bytte, uanset hvordan man havde det. Den evne ligger dybt i mandekulturen den dag i dag,« fortæller Svend Aage Madsen.

Skammen

For mange mænd er det, ifølge Johanne Bratbo, forbundet med stor skam ikke at kunne overskue sit eget liv.

Hvis man er vant til at have tjek på sit liv, rokker det gevaldigt ved selvforståelsen, hvis man pludselig ikke kan overskue sine arbejdsopgaver, begynder at aflyse socialt samvær – og slet ikke kan genkende sig selv, fordi det mentale overskud er blevet afløst af tungsind og lyst til at blive liggende i sengen hele dagen.

»Uanset hvor megen ligestilling vi har fået, er mænd fortsat bange for at blive opfattet som svage. De ligger under for fordomme om, at det kun er svage personer, der bliver ramt af en depression, og at man må kunne tage sig sammen. Desuden viser vores undersøgelser, at der er en udtalt frygt for, at det skal påvirke deres karrieremuligheder, hvis de er åbne om psykiske problemer, der desværre stadig er forbundet med skyld og skam,« forklarer Johanne Bratbo.

’Det her kunne jeg ikke klovne mig ud af’

Foto: Jens Nørgaard
Vis mere

Livsglæden og overskuddet var væk, men Rasmus Kirketerp sagde intet til nogen. Han havde planlagt at tage sit liv og blev indlagt, før han fandt nøglen til, hvordan han kunne tackle sine psykiske problemer.

Rasmus Kirketerp betegner sig selv som lidt af en spasmager, men da han begyndte at få det psykisk dårligt, var det en situation, han ikke kunne ‘klovne’ sig ud af.

»Jeg anede ikke, hvad det var, der skete med mig. Men i stedet for at tale med nogen om, at jeg havde det skidt og ikke kunne overskue noget som helst, prøvede jeg at gemme mig bag fis og ballade og sætte en facade op, imens jeg bare fik det værre og værre,« fortæller 46-årige Rasmus Kirketerp, der arbejder som procesoperatør på Bistrup Mejeri i Nordjylland.

For tre-fire år siden ændrede hans sindsstemning sig – og han ændrede sig. Han gik fra at være glad og positiv til at blive ’ekstremt negativ’.

Sortsynet

Både derhjemme og på sit arbejde blev han i dårligere og dårligere humør. Han havde ikke energi til at foretage sig noget og kunne slet ikke genkende sig selv. Den ‘gode gamle Rasmus var en stor klovn, der lavede masser af sjov og ballade, men cirkus lukkede og slukkede dér’, som han formulerer det.

Det manglende humør skyldtes dels omlægninger på arbejdet, der fik ham til at bekymre sig om sin jobsituation, og om han kunne risikere at miste sit job, dels hans ægteskab, der var begyndt at knage.

Når der kom gæster, var han sur og negativ, og livsglæden var afløst af irritation. Der skulle ingenting til, før han tændte af. Var der f.eks. en maskine på arbejdet, der ikke virkede, bandede og svovlede han i stedet for som tidligere stille og roligt at sætte sig ved computeren og løse problemet.

Følelsen af at være havnet i et sort hul blev kun værre og værre.

»Det føltes, som om der var faldet en ledning af. Jeg havde det virkelig ‘træls’,« fortæller Rasmus Kirketerp.

Nedturen tog for alvor fart, da han blev skilt.

»Det var hårdt pludselig at skulle være far, mor og delebarn. Min ekskone og jeg havde mange konflikter, og hele situationen fik til sidst læsset til at vælte.«

Intet overskud

I takt med at Rasmus Kirketerp fik det værre, forsvandt overskuddet til helt dagligdags ting som at gøre rent eller betale sine regninger.

Hans lunte blev ekstremt kort, hvilket både hans kolleger og den 10-årige datter Julie fik at mærke.

»Der skulle ingenting til, før jeg blev hidsig, skældte ud og blev ubehøvlet over for mine kolleger. Jeg røg op i det røde felt med det samme og så alt gennem negative briller.«

En anden forandring, han bemærkede, var, at han fik problemer med at sove.

»Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg, der normalt aldrig drikker, begyndte at tage en øl eller to for at kunne falde i søvn. Mange dage var jeg slet ikke udhvilet om morgenen, og det blev en ond spiral med stadig flere dage, hvor jeg ringede og meldte mig syg på grund af ‘rygproblemer’ eller ‘dårlig mave’.«

Planer om selvmord

Rasmus Kirketerp har aldrig talt med andre om dybere emner. Heller ikke i denne situation åbnede han op – hverken overfor sin nye kæreste eller sine kolleger.

»Udadtil ville jeg gerne fremstå som en verdensmand, selvom det slet ikke var sådan, jeg havde det indeni. Det faldt mig ikke ind at sige til nogen, at jeg havde det dårligt. På arbejdet ville jeg hellere fortsætte i den vante rille og sige ‘se hende her’ om en flot pige, jeg havde fundet på nettet. Vi vil jo helst have vores liv til at se perfekt ud. Sådan havde jeg det også,« konstaterer han.

Rasmus Kirketerps nye kæreste kunne dog godt se, at det tiltagende drikkeri og manglede overskud stak dybere end som så. Hun foreslog ham derfor at tale med en psykolog.

»På den ene side syntes jeg egentlig, det lød fornuftigt nok, men på den anden side tænkte jeg: ‘Hvad fanden skal jeg det for’. Selvom jeg prøvede, fik jeg da heller ikke rigtig noget ud af de samtaler.«

Rasmus Kirketerp blev ved med at ‘sejle rundt’ og følte sig mere og mere magtesløs, for han kunne ikke se en vej ud af det tungsind, han var havnet i. Han beskriver, hvordan han følte, at hjernen havde overtaget magten.

»Jeg kunne godt mærke, at situationen var uholdbar, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde jo levet på samme måde i over 40 år og kunne ikke se, hvordan jeg kunne lave om på det. Til sidst var jeg så langt ude, at jeg bare havde lyst til at gøre en ende på det hele.«

Han havde udtænkt, hvordan han kunne begå selvmord. I sin garage havde han fundet de ting frem, han skulle bruge for at kunne hænge sig.

Men den aften, hvor han havde tænkt sig at gøre alvor af de mørke tanker, havde han drukket så meget, at han væltede omkuld på første sal og aldrig nåede så langt. Bagefter fortalte han psykologen, han stadig gik hos, om tankerne, og blev straks indlagt på psykiatrisk skadestue.

Han fik antidepressiv medicin og begyndte så småt at indse, at de problemer, han boksede med, ikke kunne arbejdes væk.

Men det var svært at åbne op for problemerne – og ingen udover de allernærmeste måtte vide noget om, hvordan han havde det.

»Jeg tænkte meget over, hvordan andre så mig. Jeg syntes, det var flovt at sige højt, at jeg ikke var den supermand, jeg gerne ville fremstå som. Havde det været et brækket ben, havde det været meget nemmere, men jeg følte virkelig, at jeg havde fejlet.«

Forfra en gang til

Indlæggelsen gav Rasmus Kirketerp lidt ro, men det afgørende vendepunkt oplevede han først, da hans nye kæreste gik fra ham, og han fandt ud af, at hun havde fundet en ny kæreste.

»Det gjorde ondt, og da skete der noget med mig. For første gang sagde jeg til mig selv, at nu skulle det være slut med det lorteliv. Jeg ville have styr på mit liv igen.«

Det afgørende var, at ønsket denne gang kom indefra.

Rasmus Kirketerp ønskede oprigtigt at blive glad igen.

Han fandt en ny psykolog og begyndte forfra.

»Så begyndte der at ske noget. For nu var det mig, der gik forrest. Jeg var til stede og klar til det, og psykologen hjalp mig bl.a. med at finde ud af, hvordan jeg håndterede de svære situationer på en anden måde,« fortæller Rasmus Kirketerp.

Forandringen krævede forskellige skridt, bl.a. at han i stedet for at være negativ fra dét øjeblik, han mødte på arbejde, øvede sig i at lægge sin indstilling om. Han lagde tankerne om, at ‘det hele var noget lort’ på hylden og mindede i stedet sig selv om, at det nok skulle blive en god dag.

Bryd tabuet

Også datteren fik han hjælp til at tackle, så han i stedet for at hidse sig op over det mindste, begyndte at minde sig selv om, at hun kun var et barn, og at hans opgave var at hjælpe hende fremfor at skælde ud, hvis hun f.eks. spildte mælk, når hun skulle hælde op.

Han byggede sig selv op indefra ved igen og igen at gentage ordene: ‘Rasmus, du er god nok’.

»Det kan lyde simpelt, men jeg synes, jeg har fået mere styr på mit liv end nogensinde. Jeg pakker ikke længere noget ind, men siger det ærligt, hvis jeg har en dårlig dag.«

Han mødte stor forståelse, da han endelig åbnede op og fortalte sine kolleger, at han havde følt, at han var havnet i et sort hul, han ikke kunne komme op af igen.

At han er blevet bedre til at åbne op, har betydet, at andre nu kommer til ham for at snakke.

»Jeg har kammerater, der ringer og spørger, om jeg giver en kop kaffe – så ved jeg godt, at der er noget, de har brug for at vende.«

Rasmus Kirketerp har kun fået positive reaktioner fra sine omgivelser.

Og alle tager hatten af for, at han i dag er med til at nedbryde et tabu om mænd og psykiske problemer:

»Jeg havde ingen anelse om, hvor godt et liv jeg kunne få ved at justere lidt på tingene. Jeg har lært, at jeg altid har to måder at tackle en situation på. Den positive og den negative. Nu vælger jeg den positive.«

GUIDE: Otte råd til mænd, som har det svært:


1. Første skridt er tit det sværeste:

Det kan være svært at få talt om psykiske problemer. Vi ved, at for mange mænd er det ekstra svært.

2. Mange andre har det som dig:

Psykiske lidelser rammer os alle sammen – skam dig ikke. Du er ikke en svag person, fordi du har det skidt. Det tænker mange mænd desværre om sig selv og tror, at andre tænker det samme.

3. Ta’ fat i nogen:

Tag kontakt til én, du har tillid til, før det hele braser sammen. Mænd venter ofte for længe, og så tager det bare længere tid at få det godt igen. Man kan ikke drikke eller ryge det væk.

4. Søg viden:

Hvis du mangler viden om psykisk sygdom, så kan det give en ekstra sikkerhed at søge viden f.eks. på internettet. Det kan gøre det lettere for dig at fortælle andre, hvordan du har det og hvorfor. Det hjælper også med at skille fordomme fra fakta.

5. Søg hjælp:

Din praktiserende læge kan være ét sted at begynde. For mange er det en stor hjælp at få vendt sin situation med en professionel behandler.

6. Vid, at du får det godt igen:

Lad ikke livet gå i stå. Hold fast i nogle af de ting, du plejer at lave sammen med andre, og som I sætter pris på. Lad ikke sygdommen fylde det hele. Ingen er kun sin diagnose, og langt de fleste kan få det godt igen.

7. Åbenhed er nødvendigt:

Vær ærlig over for dig selv i forhold til, hvad du magter. Overvej f.eks. om det er muligt for dig at få talt med din arbejdsplads, hvis du ikke magter opgaverne, fremfor at blive væk eller give op. Det gælder også i forhold til familie og venner – hvis du må melde fra til aftaler og sammenkomster.

8. Andres tolerance er større end din egen:

Frygten for andre andres negative reaktion kan ofte være overdrevet.