Tag du bare godt fat om skruelåget, og giv det et godt vrid så flasken er åben. Der er nemlig ingen sundhedsmæssig grund til ikke at skænke dig selv et glas af den sprudlende læskedrik.

For selvom myterne og fordommene om light-sodavand er mange, så mener danske forskere nu at kunne gøre op med dem alle, skriver Politiken.

Du bliver således hverken tyk eller får sukkersyge af det, og light-sodavand er heller ikke kræftfremkaldende.

Det er et nyt studie fra Københavns Universitet, der er baggrunden for, at sodavands-elskere nu kan drikke deres foretrukne kulsyre-læske med god samvittighed.

Forskerne fra Institut for Idræt og Ernæring har hver dag i seks måneder observeret 60 overvægtige mennesker, der har drukket enten en liter vand, en liter letmælk, en liter almindelig cola eller en liter cola light.

Observationerne får forskerne til at konkludere, at det i runde tal er lige så sundt at drikke et glas mælk som en cola light.

»Vores resultater tyder på, at insulinfølsomheden ikke påvirkes af at drikke sodavand med sødemidler sammenlignet med at drikke vand, mælk eller sodavand med sukker. Samtidig var der heller ikke nogen forskel i ændringen i vægt. Men sodavand med sukker øgede både fedt og kolesterol i blodet, hvilket vand, mælk og sodavand med sødemiddel ikke gjorde«, siger ph.d.-studerende Sara Engel, der er en af forskerne bag undersøgelsen.