Historien om en mand, som er død af kræft, der efter alt at dømme stammede fra sin bændelorm, er gået verden rundt. Selvom det ikke er set før, at kræftceller indeholder DNA fra en parasit, er det er ikke unormalt, at de forårsager kræft hos mennesker, udtaler ekspert.

I torsdags kunne det medicinske tidsskrift New England Journal of Medicine berette om en 41-årig colombiansk, der efter alt at dømme var blevet 'smittet' med kræft af en bændelorm, der havde inficeret ham. De prøver, som blev taget af det ramte væv, viste at kræftcellerne var ti gange mindre end menneskelige celler og indeholdt DNA fra parasitten.

Det ekstraordinære tilfælde har fået fagfolk veden over til at tabe kæben og overlæge med ekspertise i kræftårsager og -forekomst ved Kræftens Bekæmpelse, Hans H. Storm, bekræfter, at tilfældet må være 'hamrende sjældent'.

»Hvis det er skrevet om i New England Journal of Medicine, til trods for det er ét tilfælde med én patient, så er det exceptionelt sjældent. Det er et af de fineste og mest troværdige tidsskrifter, der findes, og de hopper ikke efter kioskbaskere. Så det er noget ekseptionelt, når de kommer med sådan en historie,« fortæller han.

Ikke uhørt at parasitter forårsager kræft

Men selvom der nok er tale om et helt uhørt sjældent tilfælde, er det ifølge Hans H. Storm faktisk ikke så uhørt, at parasitter kan give anledning til kræft hos mennesker.

»Jeg ved ikke, om man ikke har set det ved bændelorme før, men man har set det hos Bilharzia, der også er en parasit. Den lever i området omkring Egypten, og man mener faktisk, at den ligefrem forårsager blærekræft hos egyptere. Så man har godt set før, at fremmede arter kan give anledning til kræft hos mennesker.«

Men man har ikke altid skullet til de sydligere egne for at støde på infektioner, som kunne give kræft. Helicobacter, er ifølge Hans H. Storm en mellemting mellem en bakterie og en parasit, som ofte er årsag til mavekræft. Helicobacter-infektioner er ikke særligt sjældne, og er en af de hyppigste årsager til mavekræft – også her i Danmark tilbage i 50’erne.

»Helicobacter-infektioner er tit årsagen til mavekræft, men er man blevet behandlet mod infektionen med penicillin, så beskytter man sådan set imod den. Vi tror faktisk, at en af årsagerne til, at vi ser en faldende forekomst af denne type kræft, kan være, fordi man har brugt penicillin til ting som halsbetændelse, siden det kom frem. Sådan har man så rent faktisk samtidigt behandlet folk for forstadierne til den her type infektion, som kan give kræft,« forklarer overlægen.