Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Tarme med charme'.

Du får også et boguddrag fra:

  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

KØB BOGEN HER: ’TARME MED CHARME - ALT OM ET UNDERVURDERET ORGAN'

HJERNE OG TARM

Vi mennesker er så stolte af vores komplekse hjerne. Refleksionen over grundlæggende principper, filosofi, fysik eller religion er en toppræstation, som kan udløse særdeles gennemtænkte bevægelser. Det er imponerende, at vores hjerne kan sådan noget. Det er imidlertid gået for vidt med al den beundring for hjernen. Vi henlægger pludselig hele oplevelsen af vores tilværelse til hovedet – velbehag, glæde og tilfredshed er efterhånden alt sammen noget, vi tænker os til i hjernen. I tilfælde af usikkerhed, angst eller depression skammer man sig over den tilsyneladende defekte livscomputer på førstesalen. At filosofere eller forske i fysik er og bliver et hovedanliggende – men vores ’jeg’ er mere end det.

Det er netop dét, tarmen lærer os – et organ, der ellers er mest kendt for små, brune pøller og pruttelyde i vekslende trompetvariationer. Netop dette organ har igangsat en gentænkning i den aktuelle forskning – man er så småt begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hjernens førerposition. Tarmen har ikke kun utrolig mange nerver, men også – sammenlignet med resten af kroppen – utrolig forskelligartede nerver. Den råder over et helt arsenal af forskellige signalstoffer, nerveisolationsmaterialer og sammenkoblingsformer. Der findes kun ét organ, der rummer lige så stor mangfoldighed– hjernen. Tarmens nervenetværk bliver derfor også kaldet tarmhjernen, fordi det er så stort og tilsvarende kemisk komplekst. Hvis tarmen kun havde til opgave at transportere næring og fra tid til anden få os til at bøvse, ville et så sindrigt nervesystem være et besynderligt spild af energi – ingen krop ville udvikle et så kompliceret netværk af nerveceller blot til et gement prutterør. Der må stikke noget under.

Vi mennesker har egentlig altid vidst det, der først nu langsomt er ved at gå op for forskerne: Vores mavefornemmelse udgør en stor del af vores oplevelse af, hvordan vi har det. Vi har det ’skidt’ eller er ’skidebange’, når vi er ængstelige. Vi har ’en dårlig mavefornemmelse’, hvis der er noget, vi intuitivt er utrygge ved. Vi ’bider skuffelsen i os’ er nødt tilat ’fordøje’ et nederlag og kommer med ’sure opstød’, når vi forbitres over noget. Vi har ’sommerfugle i maven’, når vi er nervøse eller forelskede. Vores ’jeg’ består både af hoved og mave – og det gælder ikke kun på det sproglige plan, men i stadig højere grad også i laboratoriet.

TARMENS PÅVIRKNING AF HJERNEN

Når videnskabsfolk udforsker følelser, forsøger de først at måle på noget. De scorer folk ud fra deres selvmordstilbøjelighed, måler deres hormonniveau, hvis det drejer sig om kærlighed, eller tester piller mod angst. For udenforstående virker det ofte alt andet end romantisk. I Frankfurt blev der sågar lavet en undersøgelse, hvor forskerne foretog hjerneskanninger, mens en studentermedhjælper kildrede forsøgspersonernes genitalier med en tandbørste. Gennem sådanne eksperimenter kan man se, hvor i hjernen signalerne fra bestemte kropsregioner modtages. På den måde kan man tegne et kort over hjernen.

Ad den vej har man fundet ud af, at signalerne fra genitalierne modtages midtfor i toppen lige under issen. Angst opstår i det indre af hjernen, midt mellem ørene. Formuleringen af ord varetages af et område, som ligger oven for tindingen. Moralske tanker opstår bag pandebrasken osv. For bedre at forstå relationen mellem tarm og hjerne må man følge deres kommunikationsveje. Hvordan kommer signalerne fra maven op til hovedet, og hvad kan de gøre dér?

Signaler fra tarmen kan trænge ind i forskellige områderaf hjernen, men ikke i dem alle. De ankommer for eksempel aldrig til synsbarken i baghovedet. Hvis de gjorde det, ville vi kunne se billeder eller visuelle effekter af det, der sker i tarmen. De ankommer derimod til cortexinsularis, det limbiske system, det præfrontale cortex, amygdala, hippocampus eller det anteriorecingulære cortex. Neuroforskerne bliver dybt indignerede, når jeg nu groft sammenfatter disse områders funktioner som: ’jegfølelse’, følelsesbearbejdelse, moral, angstfornemmelse, hukommelse og motivation. Det betyder ikke, at tarmen styrer vores moralske tanker – men at der er en mulighed for, at tarmen kan have indflydelse på disse. I laboratoriet må man prøve sig frem eksperiment for eksperiment for at undersøge sådanne muligheder nærmere.

Den svømmende mus er et af de mest rørende eksperimenter inden for motivations- og depressionsforskningen. En mus placeres i et lille vandfad. Den kan ikke nå bunden med fødderne og må altså padle rundt for at komme i land igen.

Spørgsmålet er: Hvor længe vil musen svømme i et forsøg på at indfri sit ønske? I grunden er det en af livets ursituationer. Vi søger efter noget, som efter vores mening må være der et sted. Det kan være noget så konkret som fast grund under fødderne, en afsluttet uddannelse eller noget abstrakt som tilfredshed og glæde.

Mus med depressive egenskaber svømmer ikke ret længe. De bliver hurtigt helt ubevægelige. I deres hjerner kommer de hæmmende signaler tilsyneladende meget lettere igennem end de motiverende og ansporende impulser. Desuden reagerer de stærkere på stress. Normalt kan man afprøve nye antidepressiva på sådanne mus – hvis de svømmer længere efter indtagelsen, er det en interessant indikation af, at den pågældende substans vil kunne fungere.

Forskerne i ireren John Cryans team gik et skridt videre. De fodrede halvdelen af musene med en bakterie, der er kendt for at virke plejende på tarmen: Lactobacillusrhamnosus JB-1. Tanken om at ændre musenes adfærd via deres maver var endnu helt uhørt i 2011, men musene med boostede tarme svømmede rent faktisk ikke blot længere og med større tiltro til en udvej – der kunne også påvises færre stresshormoner i deres blod. Desuden klarede de sig betydelig bedre end artsfællerne i diverse hukommelses- og læringstests. Hvis forskerne så kappede den såkaldte vagusnerve hos musene, var der imidlertid ikke længere nogen forskel mellem de to musegrupper.

Denne nerve er den vigtigste og hurtigste vej fra tarm til hjerne. Den går gennem mellemgulvet, mellem lunge og hjerte op gennem halsen langs spiserøret og helt op i hjernen.

Under et forsøg med mennesker kunne man konstatere, at forsøgspersonerne følte sig godt tilpas eller blev ængstelige, alt efter hvilke frekvenser man stimulerede nerven med. Siden 2010 har man i Europa ligefrem tilladt en depressionsbehandling, som går ud på at pirre vagusnerven for at hjælpe patienten til at få det bedre. Nerven fungerer altså lidt ligesom en telefonledning, hvorigennem en udstationeret medarbejder kan indberette sine indtryk til hovedkontoret.

Hjernen har brug for disse informationer for at kunne danne sig et indtryk af, hvordan det står til rundt omkring i kroppen. For den lever en mere isoleret og beskyttet tilværelse end noget andet organ. Den sidder i sin knogleskal deroppe, indkapslet i tyk hjernehinde, og filtrerer hver en dråbe blod, inden den får lov at strømme gennem områderne. Tarmen derimod befinder sig midt i kampens hede. Den kender alle molekyler fra vores seneste måltid, optager nysgerrigt de svirrende hormoner i blodet, spørger immuncellerne, om de har haft en god dag, eller lytter andægtigt til tarmbakteriernes summen. Den kan fortælle hjernen ting, som hjernen aldrig ville have haft en chance for at finde ud af på egen hånd.

Alle disse informationer indsamler tarmen ikke kun ved hjælp af et anseeligt nervesystem, men også over et enormt areal. Det gør den til det største sensoriske organ i kroppen. Øjne, ører, næse og hud er bittesmå til sammenligning. Deres informationer når frem til bevidstheden og bliver anvendt til at reagere på omverdenen. De er altså en slags parkeringssensorer for kroppens manøvrer i omgivelserne. Tarmen er derimod en vældig matrix – den fornemmer vores indre liv og arbejder ubevidst.

Tarm og hjerne arbejder allerede meget tidligt i livet sammen. De udformer hver især en stor del af spædbarnets følelsesverden. Vi elsker veltilpas mæthed, fortvivles over at føle sult og pines klynkende af oppustethed. Nærtstående mader os, skifter os og får os til at bøvse. Som babyer består vores ’jeg’ tydeligvis af både tarm og hjerne. Når vi bliver ældre, erfarer vi i stadig højere grad verden med alle sanserne. Vi græder ikke længere helt så højrøstet, hvis maden på restauranten ikke smager os. Forbindelsen mellem tarm og hjerne er på ingen måde forsvundet – den er bare blevet langt mere sofistikeret. En tarm, der ikke har det godt, vil nu kunne sænke stemningslejet på mere subtil vis, ligesom en sund, velernæret tarm kan løfte humøret på mere diskret facon.

Den første undersøgelse af tarmplejens indvirkning på en sund menneskelig hjerne blev offentliggjort i 2013 – to år efter musestudiet. Forsøgslederne gik ud fra, at der ikke ville kunne konstateres nogen synlig effekt hos mennesker. Deres resultater kom ikke blot bag på dem selv, men også på resten af den videnskabelige verden. Efter fire ugers indtagelse af en blanding af bestemte bakterier var nogle områder af hjernen umiskendeligt forandrede, og det gjaldt især områderne for følelses- og smertebearbejdning.

OM IRRITABLE TARME, STRESS OG DEPRESSIONER

Nu er det jo ikke hver eneste lille, utyggede ært, der skal blande sig i hjernens anliggender. En sund tarm sender ikke små, uvæsentlige fordøjelsessignaler videre til hjernen via vagus, men bearbejder dem med sin egen hjerne – det er jo det, den er til for. Men hvis der er noget, tarmen finder vigtigt, kan den i nogle tilfælde vælge at inddrage hjernen.

Hjernen lader heller ikke enhver information trænge igennem til bevidstheden. Hvis vagusnerven ønsker at sende informationer til de ekstremt vigtige områder i hovedet, må den så at sige først henvende sig til hjernens dørvogter, som kaldes thalamus. Hvis øjnene for eksempel for 20. gang meddeler, at det er de samme gardiner, der hænger i stuen, bliver denne information afvist af thalamus – den er simpelthenikke afgørende for bevidstheden. Meldingen om nye gardiner ville derimod få lov at komme igennem. Ikke altid, men som oftest.

En utygget ært formår ikke at krydse tærsklen mellem tarm og hjerne. Det forholder sig anderledes med andre impulser. Meldinger fra maven når således frem til hovedet, hvor de for eksempel kan informere ’brækcentret’ om et påfaldende højt alkoholindhold, ’smertecentret’ om voldsom oppustethed eller ’kontor for sløjhed’ om tilstedeværelsen af uønskede sygdomsfremkaldere. Disse impulser kommer igennem, fordi tarmens tærskelfunktion og hjernens dørvogter finder dem vigtige. Det gælder ikke kun ubehagelige informationer. Der er også signaler, der får os til at lægge os til at sove på sofaen, mætte og tilfredse, efter en god julemiddag. Nogle informationer kommer helt bevidst fra maven – andre bearbejdes i de mere ubevidste dele af hjernen og kan derfor ikke tilskrives maven helt så direkte.

Hos mennesker med irritabel tarm kan forbindelsen mellem tarm og hjerne være særdeles belastende. Det fremgår også af hjerneskanninger. Under et eksperiment pustede man en lille ballon op inde i forsøgspersonernes tarm, mens man samtidig fotograferede hjerneaktiviteten. Hos raske forsøgspersoner fik man et normalt hjernebillede uden påfaldende følelseskomponenter. Hos patienter med irritabel tarm udløste ballonen derimod markant aktivitet i et emotionelt hjerneområde, der typisk bearbejder ubehagelige følelser. Samme impuls kunne altså krydse begge tærskler hos disse forsøgspersoner. Patienterne fik det dårligt med sig selv, selvom de slet ikke havde gjort noget galt.

I tilfælde af irritabel tarm-syndrom vil man ofte mærkeen ubehagelig trykken eller klukken i maven og have tendens til diarré eller forstoppelse. De ramte lider også mere end gennemsnittet af angsttilstande eller depressioner. Eksperimenter som ballonstudiet viser, at utilpas-heden og de negative følelser muligvis opstår via tarm/hjerne-forbindelsen – hvis tarmens informationstærskel er for lav, eller hvis hjernenabsolut vil have oplysningerne fra maven.

De mulige årsager til en sådan tilstand kan være langvarige småbetændelser, dårlig tarmflora eller ikkeopdagede levnedsmiddelallergier. Trods de seneste forskningsundersøgelser betragter nogle læger stadig patienter med irritabel tarm som ’hypokondere’ eller simulanter – fordi der ikke umiddelbart kan konstateres skader i tarmen.

Anderledes forholder det sig med andre tarmlidelser. I akutte faser af kroniske tarmbetændelser som Crohnssygdom eller colitisulcerosa finder man deciderede sår i tarmen. Hos disse patienter er problemet ikke, at selv de mindste tarmimpulser når frem til hjernen. Hos dem er informationstærsklen høj nok. Det er den syge tarmslimhinde, der giver problemer. Ligesom hos patienter med irritabel tarm-syndrom ser man også relativt høje rater af depression og angst hos de ramte.

I øjeblikket er der kun få, men til gengæld virkelig dygtige forskerhold, der arbejder med, hvordan man kan styrke hjerne/tarm-tærsklen. Det har ikke kun betydning for patienter med tarmproblemer, men for os alle. Stress er formentlig en af de vigtigste impulser eller pirringer, som hjernen og tarmen konfererer om. Når hjernen registrereret stort problem (for eksempel tidspres eller irritation), vil den også forsøge at løse dette problem. Det kræver energi. Den energi låner den fortrinsvis af tarmen. Tarmen meddeles via de såkaldte sympatiske nervebaner, at der er tale om en nødsituation, og at den undtagelsesvis må adlyde hjernen. Tarmen sparer derfor samarbejdsvilligt på energiforbruget under fordøjelsen, producerer mindre tarmsaft og reducerer sin egen blodgennemstrømning.

Dette system er ikke bygget til længerevarende brug. Når hjernen erklærer permanent undtagelsestilstand, udnytter den tarmens gavmildhed. I sådan en situation må tarmen også sende uskønne signaler til hjernen – ellers ville det jo fortsætte i det uendelige. Man føler sig for eksempel nedslået eller lider af appetitmangel, utilpashed eller diarré. Ligesom når man kaster op i en følelsesmæssigt oprivende situation, giver tarmen også her afkald på næring for at opveje hjernens energiinddragelse. Med den forskel, at ægte stressfaser kan vare meget længere. Det er usundt for tarmen at ofre sig for længe. Manglende blodtilførsel og tyndere slimlag svækker tarmvæggene. Immuncellerne i tarmvæggen udskiller nu særlig mange signalstoffer, som gør tarmhjernen endnu mere følsom og dermed sænker den første informationstærskel. Stressfaser er ensbetydende med energilån – og man bør aldrig sætte sig for meget i gæld, men derimod forsøge at økonomisere så meget som muligt med ressourcerne.

Bakterieforskerne har en anden teori: Stress er uhygiejnisk. Under de forandrede livsbetingelser i tarmen er det nemlig andre bakterier, der overlever, end i mere afslappede perioder. Stress forandrer så at sige klimaet i maven. Barske typer, som klarer sig strålende under de turbulente omstændigheder, formerer sig med særlig stor succes – og de spreder som regel ikke en særlig god stemning omkring sig. På den måde vil man ikke kun blive offer for sine tarmbakterier og deres indvirkning på humøret, men faktisk selv aktivt medvirke til at opdyrke dem. Det vil også sige, at tarmen er i stand til at sprede dårlig stemning selv efter den akutte stressfase.

De følelser, der kommer op nedefra, og især de af dem, der er forbundet med dårlig eftersmag, tvinger hjernen til at overveje det meget nøje en anden gang, om man virkelig skalsige ja til at holde et foredrag for kollegerne, eller om man skal spise chilien, selvom den er alt for stærk, eller om det måske er bedre at lade være. Sådan kunne man også beskrive tarmens indflydelse på beslutninger truffet på grundlag af ’mavefornemmelser’ – følelser fra tilsvarende situationer bliver arkiveret og kan i nødstilfælde tages med på råd. Hvis man også kunne forstærke positive oplevelser på den måde, ville kærligheden ikke have sæde i hjertet, men i maven – og forelskelsen ville gå direkte gennem tarmen.