Barnevognsmarch og orangutang-rap: Millioner af skattekroner går til udviklingsprojekter i Danmark
Sex & Samfund har fået 1.5 millioner kroner til barnevognsmarcher og en oplysningskampagne, som skal udbrede kendskab til kvindedødelighed i Afrika.

Sex & Samfund har fået 1.5 millioner kroner til barnevognsmarcher og en oplysningskampagne, som skal udbrede kendskab til kvindedødelighed i Afrika.

Barnevognsmarch på Islands Brygge og rap-sange om 6. klasse-elevers klimabekymringer.
Det er nogle af de danske udviklingsprojekter, som har fået tildelt hundredetusindvis af skattekroner gennem Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje ‘Open’.
Det er organisationen Civilsamfund i Udvikling (CISU), som driver puljen fra udenrigsministeriet. CISU forsvarer overfor B.T. nu projekterne, efter de for nylig er blevet sat under kritisk lup – blandt andet i B.T.-podcasten 'Borgerlig Tabloid'.
Det har for eksempel været fremme, at Sex & Samfund har fået 1.5 millioner kroner til barnevognsmarcher og en oplysningskampagne, som skal udbrede kendskab til kvindedødelighed i Afrika.
Hvordan gavner en barnevognsmarch i Danmark kvinder i Afrika?
»En oplysnings- og engagementskampagne er jo på den lange sigt et forsøg på at oplyse og engagere mennesker i Danmark om det, der foregår ude i verden,« siger kommunikationsansvarlig i CISU, Kim Jensen.
»Så kan det være, at de engagerer sig i det, og det kan være, at de på et eller andet tidspunkt selv begynder at lave noget frivilligt arbejde eller på andre måder engagerer sig i de problemstillinger, der er ude i verden.«
Kan du forstå, hvis nogen tænker, at man med denne pulje bruger lige lovlig mange penge på nogle ting uden at kunne vide, om det rent faktisk har en effekt?
»Vi kan jo se, at noget lignende i fortiden har haft en effekt. Så kan vi også formode, at det her kan have en effekt,« siger han.
»Så kan man godt sige: Lige præcis denne aktivitet med barnevogne og mødregrupper – kan vi være sikre på, at det har en effekt? Nej, men det kan vi formode.«
Hvilken effekt formoder I så, at for eksempel denne march vil have?
»Vi formoder, at man her har ramt en målgruppe af kvinder med små børn, som har fået en viden om forhold i nogle afrikanske lande, og at nogle af dem – ikke alle – måske vil blive ansporet til en eller anden form for engagement,« siger han.
B.T. har spurgt til den faktiske effekt af barnevognsmarchen, men de tal venter CISU stadig på at få, siger Kim Jensen.
Udenrigsministeriet finansierer Open-puljen og har afvist B.T.s forespørgsel på et interview med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om den.
I 2024 havde puljen 18,8 millioner at dele ud af.
Organisationen Red Orangutangen har også fået penge – godt 800.000 kroner – for et såkaldt Bio Rap-projekt, der med 'orangutangens historie som forenklende prisma' vil formidle viden om klima- og biodiversitetskrisen.
'Som greb vil projektet udskrive en rap-konkurrence blandt 6. klasses folkeskoleelever på Sjælland', lyder det i projektbeskrivelsen.
Er der nogle grænser for, hvad man kan få penge til af Open-puljen, så længe man bare udbreder kendskab til et problem?
»Der er jo nogle ret klart definerede retningslinjer,« siger Kim Jensen, »og der er rigtig mange, der får afslag.«
I 2024 kom der 85 ansøgninger til puljen, og kun 26 projekter modtog støtte. 59 blev afvist, hvoraf 35 afvisninger blev begrundet med, at der ikke var nok midler i puljen.
Udenrigsministeriet oplyser i en mail til B.T, at 'lov om internationalt udviklingssamarbejde indeholder en udtrykkelig hjemmel (§ 6) til oplysningskampagner i Danmark'.
Kampagnerne skal medvirke til at skabe interesse og forståelse for udfordringer i verdens fattigste lande, hedder det.
'Udviklingssamarbejdet begyndte for mere end 60 år siden med en landsindsamling, og Danmark har en lang tradition for et stærkt folkeligt engagement. Derfor handler udviklingssamarbejdet ikke alene om de konkrete indsatser i samarbejdslande, men også om at bidrage til den danske befolknings viden om globale udfordringer', oplyser ministeriet.