Efter en operation oplevede Louise Blok, at lægerne var mere optagede af at sende hende hjem end af at smertedække hende. Mødet med det danske sundhedsvæsen har chokeret hende.
14 dage – maks. Så lang tid skulle det tage Louise Blok at komme sig efter en operation.
Nu er der gået 14 måneder. Men intet af det, hun før kendte som hverdag, er endnu vendt tilbage.
En banal operation for hæmorider sendte Louise Blok på tre hospitaler, hun har været gennem otte operationer og har gennemlevet et sandt smertehelvede.
Forløbet har været så voldsomt, at hun efterfølgende har klaget over behandlingen.
Siden hun den 27. marts 2025 blev lagt i narkose på privathospitalet Aleris Søborg har hun mistet et job og sin frihed, for Louise Blok er blevet inkontinent og kan ikke længere holde på sin afføring.
På gode dage er hun på toilettet fire til seks gange. På dårlige dage sker der op til 12 gange.
»Jeg er meget afhængig af trygge rammer derhjemme. Skal jeg i byen, skal jeg passe meget på, og jeg spiser helst ikke, før jeg er hjemme igen,« siger hun.
44-årige Louise Blok har haft hæmorider, siden hun for 19 år siden fødte sin søn, men da hun i 2024 blev opereret for en diskusprolaps, begyndte de at gøre ondt.
Én nat så voldsomt, at hun måtte ringe 112 og blev indlagt.
»Jeg troede først, det var diskusprolapsen, der var tilbage. Men de her smerter var voldsommere – ligesom tandpine, bare meget, meget værre.«
Lægerne på Slagelse Sygehus indstillede hende til operation for at få fjernet to hæmorider.
Privathospitalet Aleris i Søborg var det sted, hun hurtigst kunne få tid og lægerne forberedte hende på et smertefuldt forløb.
For at tage toppen, gav de hende botox i lukkemusklen og advarede om, at hun i en måneds tid efter måske ikke ville kunne holde på sine prutter.
»Derfor blev jeg meget overrasket, da der bagefter slet ikke var noget, der virkede,« siger hun.
Efter operationen blev Louise Blok sendt hjem med smertestillende piller, afføringsmidler og lovning om, at smerterne ville klinge af efter tre til fire dage.
»Men mine smerter steg bare.«
Seks dage efter operationen, ringede hun til privathospitalet og bad om mere morfin og otte dage efter ringede hun igen 112 og blev indlagt akut på Slagelse Sygehus.
Her opdagede lægerne en betændt byld i hendes endetarm. Endnu en gang blev hun lagt i narkose og bylden blev renset. Men smerterne fortsatte.
»Allerede på opvågningsstuen lå jeg og vred mig i sengen og græd. Men det blev værre. Hele kroppen spændte op, jeg kæmpede med vejrtrækningen og rystede. Det føltes som om, min krop var i alarmberedskab.«
Morten Blok har aldrig set sin kone sådan:
»Louise er et stærkt menneske, hun piber ikke, fordi hun har lidt ondt,« siger han, mens hun tilføjer:
»Jeg har løbet marathon med en diskusprolaps, og er god til at holde smerter ud. Normalt skal det være meget slemt, før jeg tager en panodil.«
Nu tiggede hun lægerne om morfin. Men selvom parret blev lovet, at en læge var på vej, føltes ventetiden uendelig:
»Jeg følte mig så lille. Jeg lå der og vred mig i smerter, og der var ingen, der gjorde noget, selvom jeg var på et sygehus. Det var helt surrealistisk,« siger hun, mens han tilføjer:
»Der gik over fem timer, hvor hun skreg af smerte. Dét troede jeg ikke forekom i velfærdsdanmark.«
Da smerterne endelig lettede, var lægen klar til at udskrive hende, men Louise Blok, bad om lov til at blive natten over.
Selvom hun fik ja, kom en læge ind på hendes stue klokken 22:
»Hun spurgte, om jeg ikke kunne finde ud af at blive hentet og sagde, at jeg kunne risikere at komme ud på gangen. Klokken tre om natten kom hun igen og spurgte om min familie kunne hente mig, hvis der blev travlt.«
»Jeg have en følelse af, at de bare ville have mig ud af vagten,« siger Louise Blok, der blev udskrevet næste morgen.
Fire dage senere var hun tilbage – igen med voldsomme smerter.
Til sin lettelse mødte hun en læge, der sagde: ‘Jeg kan godt forstå, at du har ondt’:
»Lægen var den første, der ikke bare negligerede mine smerter og anerkendte, at jeg ikke var sådan en pylret én, der bare kom ind igen og igen.«
De næste dage flyder sammen for hende. Den 10. april var hun i narkose, fik en kikkertundersøgelse og fik renset bylden, det samme skete den 13. april og den 14. og 15. april, før lægerne endelig havde betændelsen under kontrol.
Den 16. april fik hun en MR scanning, der afslørede, at var dannet en fistel (en blind vej. red.) mellem bylden og hendes endetarm, som betændelsen blev fanget i.
Oplevelsen har kostet hende dyrt. Ikke bare mistede Louise Blok undervejs det nye job, hun skulle være begyndt på kort efter operationen. Hun står også tilbage med oplevelsen af et sygehusvæsen, der havde mere travlt med at udskrive hende end med at hjælpe hende.
»Havde de beholdt mig og kigget efter, ville de sikkert have kunnet se, at betændelsen løb til,« siger hun.
Derfor har hun klaget til Styrelsen for Patientklager over tre ting:
1: At Aleris i Søborg ikke orienterede hende om, at det ikke kun var prutter, men også afføring, hun ikke ville kunne holde på efter operationen.
2: At hun blev udskrevet for hurtigt, og at lægerne derfor ikke opdagende, at der var betændelse.
3: At hun ikke blev smertedækket på Slagelse Sygehus, men blev sendt hjem med betændelse.
Styrelsen fra Patientklager har afvist alle klagepunkter med henvisning til, at den behandling Louise Blok har fået overholder ‘normen for almindelig anerkendt standard’.
Den standard vil Louise og Morten Blok gerne udfordre, for de er mildest talt chokerede over forløbet.
De fysiske forandringer er store for Louise Blok, der nu får behandling på Køge Sygehus, hvor hun går på inkontinens skole for at lære at leve med sin nye virkelighed.
»Det er meget ubehageligt ikke at kunne styre min egen krop. Jeg kan ikke lave ret meget og føler mig meget hæmmet.«
Men de psykiske eftervirkninger er voldsommere:
»Jeg er opgivende omkring det hele og føler, at alt er ligegyldigt.«
Mødet med sygehusvæsenet har ændret hende:
»Følelsen af at være magtesløs og føle sig lille, har været det værste. Ikke at blive set og hørt – har været den største frustration.«
Artiklen er skrevet på baggrund af dokumentation fra Styrelsen for Patientklager og interview med Louise Blok og hendes mand Morten Blok.
