Kun 38 år gammel fik Gitte Andersen kræft. Syv år senere blev hendes mand Søren ramt. Han overlevede ikke.

Når hun, på trods af tragedien, kan sige, at 'livet er vidunderligt', skyldes det en beslutning hun tog, mens han var alvorligt syg.

»Før kræften var jeg sikker på at blive gammel. Det er jeg ikke mere. Men i dag er jeg ekstremt taknemmelig og virkelig glad for livet,« siger hun.

Følelsen var helt anderledes, da Gitte Andersen i 2007 mærkede en knude i sit bryst.

»Jeg var lægesekretær, havde læst alt for mange journaler og vidste med sikkerhed, at det var kræft.«

Da hun en uge senere blev opereret, ville lægerne kun fjerne knuden, men Gitte Andersen lyttede til sin mavefornemmelse og fik fjernet begge bryster og senere også æggestokkene.

Dødsangsten plagede Gitte Andersen de første mange år, efter hun blev ramt af kræft.  Privatfoto

»Det var 100 procent mit eget valg. Min søn var kun otte år, og jeg var helt sikker på, at jeg havde oplevet den sidste juleaften … Jeg tænkte kun på min overlevelse og gik all in.«

Efterfølgende fyldte sygdommen alt.

»Vi havde lige fået nyt hus og skulle flytte, men jeg var helt ligeglad og kunne ikke finde glæde ved noget som helst,« husker hun.

Sortsynet havde godt tag i hende. Indtil hendes mand konfronterede hende:

»Du kan ligge her på sofaen og lad det hele sejle, eller du kan komme tilbage og kæmpe … Din søn skal ikke se dig sådan her.« 

Den kontante besked fik hende til at hage sig fast i livet. Lige siden har hun holdt godt fast, uanset hvilke udfordringer, hun har mødt.

»Pludselig var det ikke kun overlevelse, jeg kæmpede for. Jeg ville også leve,« siger hun.

Men det var svært at bevare optimismen, for hun vidste, at kræft kan ligge latent i kroppen.

Søren Andersen var en stor støtte for sin kone, mens hun var syg. Senere blev det hendes tur til at være pårørende.  Privatfoto.

»I syv år var jeg i ren overlevelsesmode,« siger hun. Først da hendes mand også blev syg, ændrede angsten form.

Da Søren Andersen i 2014 som 47-årig opdagede blod i sin afføring, blev familien ramt for anden gang.

»Søren var aldrig syg, så ingen af os troede, det kunne være kræft. Men det var det.«

Sygdommen ændrede rollefordelingen:

»Min mand var en kæmpe støtte gennem mit kræftforløb. Da han fik kræft, gik jeg fra at være patient til at være pårørende. Det var godt for mit hoved,« siger hun og uddyber:

»Da jeg selv blev syg, blev jeg ramt af dødsangst lige på stedet. Men da min mand blev syg, drejede det sig ikke længere om mig. Nu var det min mand og min søn, det handlede om. Jeg skulle hjælpe ham gennem den møgsygdom. Midt i sorgen var det ekstremt befriende.«

I begyndelsen var hun fuldstændig sikker på, at han nok skulle overleve. Det samme var lægerne, der, efter at have fjernet kræften, sagde, det var meget usandsynligt, den ville vende tilbage.

Men da han tre år senere fik ondt i låret, var det præcis dét, der var sket.

»Det var virkelig, virkelig hårdt og jeg faldt direkte tilbage i mismodet,« husker Gitte Andersen.

Han fik fjernet det ene ben, en endeballe, blære, bækken og hofte og fik to stomier, men kun to år senere var kræften igen tilbage – denne gang i lungerne og en arm.

Da Søren Andersen fik det første tilbagefald, tog hans kone en meget bevidst beslutning, som hun i dag er sikker på har reddet hende.

»Mit liv har altid drejet sig om min søn og min mand. Men jeg havde en meget stærk intuition om, at jeg var nødt til at gøre noget for mig selv.«

Begejstring for 80'bandet Depeche Mode, fik Gitte Andersen til at finde et nyt netværk i en gruppe af ligesindede.   Privatfoto

Hun var nødt til at forberede sig på, at han en dag ikke ville være ved hendes side og besluttede at få en ny vennekreds, ved siden af de venner, de havde sammen.

»Jeg tvang mig selv til at gå til koncert og til kor. Tvang mig til at leve som om, jeg var 'single', og gik til fester, selvom Søren ikke var med.«

Efter det første tilbagefald, troede hun ikke længere på, at de ville blive gamle sammen og det 'sidste halve år troede han heller ikke selv på det'.

Selv så hun strategien som fremsynet, men nogle så den som egoistisk. 

»Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle leve videre uden Søren, men jeg vidste, jeg snart skulle gennem en stor sorg og var nødt til at forberede mig,« siger hun.

»Det var frygteligt ensomt. Jeg følte, jeg svigtede min mand og min søn. Det var ikke lyst, der drev mig, når jeg skulle ud. I begyndelsen var det ren overlevelse.«

Heldigvis bakkede hendes forældre og hendes søn op. Det samme gjorde hendes mand:

»Selvom det var hårdt, når jeg stod og gjorde mig klar, mens han sad i stuen med et ben og ikke kunne være med, syntes han, det var en god idé. Mange gange var han chauffør for mig, så vi alligevel fik en hyggelig stund sammen.«

Hun fandt et nyt, stærkt netværk omkring 80’er bandet Depeche Mode, og en gruppe dedikerede fans blev hendes nye sikkerhedsnet.

»Flere af dem mødte Søren og otte til ti af dem mødte endda op til hans begravelse.«

For fire måneder før parret i 2022 kunne have fejret deres sølvbryllup, døde Søren Andersen.

»Til det sidste var han mentalt stærk. Selvom han kun vejede 33 kilo, var han dagen før sin død på genbrugspladsen. Men næste morgen slog han øjnene op og sagde: ‘Nu gider jeg ikke mere’.«

Selvom et palliativt team var til stede, fulgte familien ham den sidste vej: 

»Jeg fik lov at give ham den første sprøjte morfin og 26 timer senere tog min søn hans sidste puls.«

Gitte Andersen havde frygtet øjeblikket:

»Jeg havde aldrig troet, jeg kunne overleve at blive enke. Men i kraft af det netværk, jeg havde skabt mig, har jeg fundet livsglæde igen.«

I dag kalder hun en gruppe på 12-15 mennesker for sin 'Depeche Mode-familie'.

»Vi taler ofte, mødes jævnligt og værner om hinanden. Havde jeg ikke haft dem, havde jeg været meget ensom efter Sørens død. Det er 100 procent mine nye venner, min forældre og min søn, der har reddet mig.«