Når forældre dør, og deres voksne børn skal fordele arven mellem sig, kan glemte mønstre fra barndommen pludselig (og uventet) dukke op.
»Ligesom man falder ind i de gamle roller, hvis man genser sin gamle folkeskoleklasse efter 30 år, falder man også i familien ind i de gamle roller,« siger psykolog og forfatter Susan Hart.
»I arvesituationen kanaliseres følelserne ud gennem genstande. Det kan ende i et følelsesmæssigt drama, hvis der er uforløste spændinger mellem søskende.«
Susan Hart har netop udgivet bogen 'Søskende på godt og ondt'. Ét sted, søskende kan komme til at gøre hinanden ondt, er, når de er i sorg.
Når forældre dør, kan det bringe en søskendeflok lige lukt tilbage til barndommen, hvor de konkurrerede om forældrenes gunst, opmærksomhed og kærlighed.
Har forholdet imellem dem ikke fået lov til at udvikle sig fra børneværelset til voksenlivet, falder de 'som en velkendt koreografi' let tilbage i de gamle mønstre.
»Det kan ramme som en bombe – og der kan let opstå konflikter, når arven skal deles.«
De typiske rollefordelinger, der kan skabe ballade, kan ifølge Susan Hart se sådan her ud:
»Den ældste har måske altid været ansvarlig og synes (måske), at han skal fordele arven: 'Det er mig, der er in charge. Jeg har ansvaret', kan han mene.«
Den yngste – Benjamin i flokken – har det helt anderledes:
»Han har ofte fået lov til at få opmærksomhed, men han har ikke fået sat så mange grænser. Han kommer ind og vil have sin plads i forhold til arven. Han vil vælge og vrage og kan slet ikke se problemet i det,« siger hun.
Mens det typiske midterbarn vil forsøge at mægle mellem de to:
»Han vil sige: 'Vi må forhandle og balancere det'. Måske allierer han sig med den ældste eller med den yngste, men han kan dermed få den, der står alene, til at føle sig udenfor.«
Pludselig står de voksne børn og diskuterer, hvem der skal have et skrivebord:
Den yngste kan sige: 'Det skrivebord betyder altså rigtigt meget for mig. Jeg tror, mor ville have ønsket, jeg skulle havde det'.
Mens den ældste vil prøve at tage teten og sige: 'Nu deler jeg tingene mellem os,' vil midterbarnet lede efter en løsning.
Det hele handler meget lidt om skrivebordet, men en hel masse om følelser.
Og det handler ikke bare om, hvem der har ret, men om hvem der følte sig mest eller mindst elsket af forældrene og hvem, der blev skubbet ud af søskendeflokken, siger Susan Hart.
Vil man sikre sig selv og sine søskende mod at ende i konflikt, er hendes bedste råd i tide at få opdateret sit søskendeforhold til en voksenversion.
Det gør man ved at acceptere, at man er i øjenhøjde, men at man, selv om man er vokset op med den samme mor og far og i den samme familie, er vidt forskellige mennesker.
»Man kan hænge fast i rollerne fra barndommen med risiko for, at det ender i en evig uforløst konflikt, eller man kan som voksen blive nysgerrig på rollerne.«
Vil man det sidste, skal man nysgerrigt spørge sig selv: 'Hvorfor tager jeg på vej, som jeg gør?’. Samtidig med, at man skal være nysgerrig på: 'Hvorfor mine søskende gør, som de gør?'.
»Magter man den proces, kan man udvikle en meget stærk søskenderelation selv sent i livet,« lover Susan Hart.