Apoteker slår alarm: 'Det er utrolig farligt'
Chefapotekeren fortæller, at man ved store doser af håndkøbspræparatet har oplevet dødsfald.

Chefapotekeren fortæller, at man ved store doser af håndkøbspræparatet har oplevet dødsfald.

En mærkværdig og livstruende tendens er taget til hos de unge i Sverige.
De unge svenskere tager medicin mod diarré i store doser for at blive fulde eller opnå en rus.
Men det kan være farligt og i værste fald føre til døden, siger chefapoteker på Apotek Hjärtat, Annika Svedberg, der slår alarm overfor TV 4 Nyheterne.
»Det er utrolig farligt. Det påvirker hjertet, og der har været dødsfald,« siger hun.
Den dårlige idé er ikke ny, men i Sverige opdagede apotekerne pludselig, at salget af lægemidlet var steget.
Samtidig begyndte information om præparatet og dets virkning at spredes på sociale medier, skriver P4 Kristianstad.
For at mindske risikoen for skade har Lægemiddelstyrelsen begrænset salget til maksimalt to pakker per person. Mange apoteker har ifølge TV 4 også fjernet præparatet fra deres hylder.
Kunderne skal i stedet bede om det i håndkøb.
Chefapotekeren påpeger, at mange undervurderer håndkøbsmedicin, men selv den medicin kan være meget skadelig, hvis det udvikler sig til et misbrug.
I en undersøgelse bestilt af Apotek Hjärtat angav ni ud af ti forældre, at de ikke ser misbrug af håndkøbsmedicin som et stort problem.