Kosttilskud med antioxidanter har af sundhedseksperter været opfattet som kræftforebyggende. Nu viser ny forskning, at de 'gode' egenskaber gør mere skade end gavn.

Kosttilskud og hudprodukter, der indeholder antioxidanter som E-vitamin og betakaroten, bliver ofte markedsført med store armbevægelser. Deres kræftforebyggende egenskaber angriber nemlig de kræftfremkaldende og meget ødelæggende forbindelser, der kaldes frie radikaler.

Det har medført, at mange sundhedsfaglige og ernæringseksperter tror, at kosttilskud, der indeholder høje doser antioxidanter, virker kræftforebyggende og måske endda kan hjælpe kræftpatienter bekæmpe sygdommen.

Men på trods af antioxidanters popularitet er denne mantra baseret på meget lidt direkte evidens. Et yderst foruroligende billede er begyndt at tegne sig, skriver Videnskab.dk

Ikke nok med, at antioxidanter i form af kosttilskud viser sig ikke at være kræftforebyggende, lader det også til, at de får visse typer kræft til at blive mere aggressive.

Ny forskning, der netop er publiceret, er den seneste i rækken af undersøgelser, der foreslår, at høje doser antioxidanter fra kosttilskud kan være skadelige.

»Et højt niveau af antioxidanter øger hudkræftcellernes invasive adfærd, så kræftcellerne spredes mere effektivt til andet væv,« fortæller Martin Bergö, der er medforfatter af undersøgelsen og professor ved det Sahlgrenska Cancer Center ved Göteborgs Universitet. Han tilføjer:

»Kræftpatienter skal ikke tage antioxidanter i form af kosttilskud, da der er en stor chance for, at det vil forværre sygdommen.«

Læs mere på Videnskab.dk: ’Bør føre til nobelpris’: Immunforsvar æder kæmpe kræftsvulst

I den nye undersøgelse fik mus med tidlige stadier af kræft og menneskeceller tilført antioxidanter, og kort tid efter begyndte kræftcellerne at sprede sig dobbelt så hurtigt.

Mange undersøgelser har forsøgt at efterforske antioxidanternes så kaldte anticarcinogene effekt, men har ikke været i stand til at finde konkret evidens - hvilket tildels forklarer den store forvirring blandt sundhedsfaglige, udtaler Bergö og fortsætter:

»Hvis man studerer undersøgelserne nærmere, er de overordnede resultater ikke entydige.«

Den mening deler han med Michael Goodman, der er epidemiolog og kræftforsker ved Rollins School of Public Health, Emory University i USA, og hovedforfatter til en evaluering af antioxidanternes rolle i kræftforebyggelse fra 2011.

»Der findes ikke troværdig evidens, der understøtter, at antioxidanter i form af kosttilskud har en positiv effekt på den generelle sundhedstilstand - eller på kræftforebyggelse,« udtaler Goodman.

Læs mere på Videnskab.dk: Alkohol øger risikoen for brystkræft hos unge kvinder

Det er en konklusion, de to forskere ikke er alene om.

To af de største kliniske forsøg, som satte sig for at afprøve antioxidanternes rolle i kræftforebyggelse, blev afbrudt, da patienterne, der modtog antioxidanter, begyndte at udvikle kræft i et påfaldende hurtigere tempo end kontrolgrupperne.

»Selvom disse undersøgelser indikerede, at antioxidanter i form af kosttilskud var farlige, blev de stort set ignorerede,« fortæller Bergö.

Andre artikler på Videnskab.dk:
Danske alkoholgrænser er for høje
Danske forskere har måske fundet behandling mod kræft

For flere spændende artikler tilmeld dig Videnskab.dk’s gratis nyhedsbrev her