Utroskab kostede Annette job, helbred og selvrespekt. I to år levede hun i en tilstand, hun selv beskriver som 'helvede'.
»Jeg kunne ikke huske navne på mennesker, selv ikke dem jeg kendte godt. Jeg var lydfølsom og kunne ikke købe ind eller spise sammen med andre, fordi lyde – for eksempel den af gafler på tallerkener – gav stød i min hjerne. Mit nervesystem var så alert.«
»Selvom jeg normalt er et meget socialt menneske, kunne jeg ikke have venindeaftaler. Kun hvis de ville gå tur i skoven, for kun ude i skoven kunne jeg fungere.«
Hun blev undersøgt fra 'hoved til bund' før en overlæge stillede diagnosen stresskollaps.
»Det var en voldsom overbelastningsreaktion. Alle kiggede på mit arbejde. Men jeg var sikker på, at det ikke var det, der var årsagen.«
Hun var så sikker, at hun på et tidspunkt lettere sarkastisk bad sin læge om at blive sygemeldt fra sit hjem.
Det her er historien om, hvor ødelæggende utroskab kan være.
I 26 år var Annette sammen med den mand, der er far til hendes børn.
»Vores forhold startede på en løgn, for selvom han var i et forhold, da vi mødtes, sagde han, at han var single.«
Gennem årene havde hun flere gange fornemmelsen af, at der var andre kvinder. Efter 18 års samliv, fik hun bevis.
»Han ændrede adfærd. Blandt andet fik han kode på sin telefon. Flere gange spurgte jeg, om han havde en anden, men han nægtede.«
Indtil en søndag, hvor han havde lagt telefonen fra sig. Hurtigt lagde hun en finger på skærmen og forhindrede den i at låse.
»Jeg åbnede hans beskeder og så en fra 'Peter fra job', der blev indledt med ordene: 'Hej snut.' Det væltede mig fuldstændigt, da jeg så det sort på hvidt.«
Da hun konfronterede ham, blev han først vred over, at hun var gået i hans telefon. Senere indrømmede han, at Peter var en kvinde, som han i tre måneder havde haft et forhold til.
»Han sagde, at det også lidt var min skyld. For i en periode havde vores datter sovet i vores soveværelse, så vi havde ikke haft noget sammen. Jeg oplevede, at det var min egen skyld.«
Selvom hun var i tvivl om, om hun skulle forlade ham, fik tanken om deres børn Annette til at overbevise sig selv om, at hun godt kunne tilgive – for familiens skyld.
»Min mand ville gerne have, jeg blev, og han viste mig med det samme, hvordan han blokerede den anden på telefonen. Bagefter lovede han mig guld og grønne skove.«
Men tiden efter var svær. Uroen fyldte i hende. Gang på gang spurgte hun, om der var andre. Selvom han altid benægtede, betryggede det hende ikke:
»Jeg havde brug for at bekræfte min mavefornemmelse, som jeg tror, var rigtig hele vejen igennem.«
Derfor blev hun ved med at tjekke sin mands telefon, men det gav kun en 'falsk tryghed'.
»Jeg blev ved med at udregne måder på, hvordan han kunne blive ved med at være mig utro.«
I hendes indre voksede mistilliden til en altødelæggende katastrofe, der bare ventede på at eksplodere.
»Det blev aldrig det samme. Jeg havde mistet tilliden og respekten for ham. Og jeg havde mistet begæret. Jeg havde svært ved at læne mig ind i det seksuelle og fik mange negative kommentarer fra ham.«
Han foreslog, at hun skulle gå til sexolog.
»Men jeg troede naivt, at jeg kunne tilgive og komme på den anden side. Så vi gjorde dét, uden at have lyst til ham. Jeg var nødt til det, for at han ikke skulle gå. Men jeg mistede mig selv i det.«
I seks år blev hun i det. Så blev hun syg:
»Jeg fik et voldsomt stresskollaps og fungerede overhovedet ikke. Jeg blev undersøgt fra hoved til bund og fik endda scannet mit hoved.«
I to år var hun sygemeldt i kortere eller længere perioder. Til sidst blev hun fyret og troede, hun ville ende på førtidspension.
Men så kom coronaen. Da hendes mand blev hjemsendt fra job, gjorde hun en opdagelse, der vendte det hele på hovedet:
Hver gang hun var på vej hjem fik hun hjertebanken, hendes hænder rystede, og hun havde kvalme.
»Det gik op for mig, at det var det at være sammen med ham, der gjorde mig syg.«
Det var på det tidspunkt, Annette bad sin læge om en sygemelding fra hjemmet. Kort efter besluttede hun at blive skilt.
»Jeg smed skilsmissekortet en lørdag. Tirsdag flyttede ham ud og fredag stod jeg op og tænkte: 'Nu er jeg rask'.«
»Al stress i min krop var væk. Og har været det lige siden. Jeg tændte radioen og gik i gang med at pudse vinduer. Da min datter stod op, var det første hun sagde: 'Mor du hører radio?!' Den havde ikke været tændt i to år.«
»Det er crazy, at man kan blive så syg, og at det kan lave så stor en forandring, når man står op for sig selv.«
I dag er det fem år siden, Annette blev skilt. Siden har hun fået et nyt job og i år en ny kæreste. Selvom hun har fortalt ham sin historie, truer utroskaben med at trække spor ind i det nye forhold:
»Jeg ser ikke mig selv som jaloux. Men bekymringen for, at et andet menneske igen kan gøre mig så ondt, fylder. Jeg er ærgerlig over, at utroskaben skal gå ud over min nye relation.«
Det her er Annettes historie. Navnet er opdigtet for at beskytte hendes familie. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.