Mad er et følsomt emne, for vi er jo forskellige mennesker med forskellige holdninger og forskellig smag
Jeg lever i en sammenbragt familie. Det er som bekendt et sammenstød mellem to forskellige familiekulturer, hvor selv de mindste detaljer kan blive til store diskussioner. Min kæreste har for eksempel den holdning, at hans børn skal spise ’sundt’ pålæg, før de må spise pålægschokolade, mens jeg selv og mine børn udelukkende spiser pålægschokolade på weekendens hjemmebagte boller. Og hvad er det ’sunde’ pålæg så? Jo, det er for eksempel fed spegepølse proppet med kalorier og kræftfremkaldende tilsætningsstoffer. ’Pålægschokolade vs. spegepølse’-debatten er derfor en klassiker hjemme hos mig.
Mad er et følsomt emne, og du har helt sikkert også dine klare sym- og antipatier. Vi er jo forskellige mennesker med forskellige holdninger og forskellig smag. Men ifølge BUPL, pædagogernes fagforening, er al den forskellighed noget møg. I sidste uge meldte BUPL således ud, at man burde ensrette og standardisere maden i alle landets daginstitutioner, så samtlige børn i hele kongeriget spiser det samme til frokost hver dag.
Formålet med sådan en statsligt kontrolleret madpakke er at fjerne de pålægschokolademadder, som der åbenbart ligger flere af i fattige børns madkasser end i rige børns madkasser.
Nu synes jeg sådan set, at det er fint at hjælpe ressourcesvage familier med at blive lidt sundere, hvis det er det, de ønsker. Og personligt er jeg også stor tilhænger af madordninger i institutionerne, så man slipper for at smøre madpakke. Men jeg synes, at tvangen og ensretningen er den helt forkerte vej at gå. Hvorfor ikke bare hjælpe de børn, det handler om – og lade resten være? Lad det dog være op til den enkelte forældrebestyrelse, om man ønsker en madordning eller ej.
Vi bør have frihed til forskellighed. Og så er det der med sundhed jo heller ikke så enkelt, at man bare lige kan afgøre, om en madpakke er værdig til at blive godkendt med statens stempel. Sidste år var det for eksempel fremme, at flere af landets institutioner simpelthen forbød forældrene at putte bestemte madvarer i madkassen – for eksempel Danone-yoghurt, mælkesnitter og pålægschokolademadder. Men er en madpakke med masser af grøntsager, rugbrød, fiskepålæg og så en enkelt pålægschokolademad mere usund end en madpakke med seks flade med rullepølse og intet andet?
Faktisk har vi haft en tvungen statskontrolleret madordning tidligere. Men erfaringerne blev hurtigt så dårlige og protesterne så højlydte, at ordningen efter mindre end to år – i 2010 - blev droppet igen. Skrækindjagende billeder af grå, smattede og vakuumpakkede madder var mere, end den daværende borgerlige regering kunne holde til. Politikernes vælgerangst kan man trods alt bruge til noget en gang imellem.
Lad nu være med at gentage fejlen. Forskellighed er smukt, børn er forældrenes ansvar, og statslig ensretning kommer der sjældent noget godt ud af. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg selv kan bestemme, hvad jeg putter i munden – og hvad mine børn skal have at spise. Og at jeg kun skal diskutere mine pålægschokolademadder med min kæreste og ikke med diverse offentligt ansatte personer.
