De, der drikker to glas vin eller øl til hverdag, får et længere, sundere og bedre liv, end dem, der slet ikke drikker, fastslår anerkendt læge.

Husker du at drikke vin?« spørger min mormor regelmæssigt, når jeg besøger hende på sit plejehjem i Valby. Og det gør jeg da.

»Det er godt, for det er sundt,« svarer hun.

»Min læge fortæller mig altid, at jeg skal huske at drikke et glas vin om dagen.«

Det er noget, hun går op i. Men ikke nok med det. Ligesom min mormor indtil videre har nået en flot alder af 93 år, blev hendes stedfar endnu ældre.

»Om formiddagen drak han en lille snaps, til frokost måske en lys øl, og om aftenen, inden han skulle i seng, en lille snaps til. Ellers drak han ikke,« har hun fortalt.

Det var en daglig diæt, som lægen anbefalede.

Hun voksede op i Nyborg, og i sit voksenliv boede hun på Vesterbro og arbejdede på Carlsberg, hvor mændene fik lov at drikke et par øl om dagen. Og lidt til.

Alkohol har altid været en del af danskernes kulturhistorie. Fra bronzealderen til internetgenerationen. Langt op i 1970erne var øl dagligt indtag for håndværkere og beboerne i Huset på Christianshavn. Men så begyndte sundhedsbølgerne ellers at strømme ind over det danske land.

»Hvis du drikker fire bajere om dagen, er du alkoholist,« sang Kim Larsen tilbage i 1977 om den herskende tidsånd, der bestemt ikke huede den gammeldags popsanger. Og siden da er advarslerne mod alkohol taget til.

»Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred; Drik ikke alkohol for din sundheds skyld,« lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark.

Men ifølge forskning er det bestemt ikke korrekt, at det skulle være så usundt at få sig et godt glas rødvin under middagen. Faktisk har min stedoldefar haft godt af sine omtrent to genstande om dagen, skal man tro læge Erik Skovenborg, der bor i Aarhus med designer Dora Skovenborg.

»Man kunne også skrive, at man ikke skal cykle eller gå en tur i skoven, fordi det også indebærer en risiko. Forskning viser, at den samlede risiko for sygdomme er lavere, hvis man drikker to genstande om dagen, end hvis man slet ikke drikker,« siger Erik Skovenborg, der selv har drukket n til to genstande om dagen i årevis.

Øl og vin er lige sundt

Med egen lægepraksis har han nøje studeret følgerne af vin, holdt kurser og foredrag om alkohol på universiteter og i foreninger og har skrevet bogen ´’Vin og helbred – myter og facts’ og er for tiden aktuel med ’Skål du gamle’. Han bliver desuden kaldt rødvinslægen fra Egå, fordi han er ugentligt vinanmelder for Søndagsavisen.

»Et glas øl til frokost og to-tre glas rødvin om aftenen har jeg absolut ingen betænkeligheder ved, så længe man ikke drikker 10 genstande i weekenden, for så forsvinder alle de gode virkninger i forhold til hjerte-kar-sygdomme,« siger lægen.

Øl og vin er lige sundt, understreger han. Ved én til to genstande om dagen får man det optimale ud af det sunde, der er at hente i alkohol. Alkohol modvirker blodpropper i hjernen og hjertet, hjælper på det sunde kolesterol, nedsætter risikoen for sukkersyge og modvirker angiveligt demens. Eftersom flere af sygdommene er nogle, der kommer med alderen, er det særligt godt for de ældre.

»Der er masser af 65-årige, som er i glimrende form, og det er fuldstændig absurd, at man skulle drikke mindre, fordi man bliver ældre,« siger den 72-årige læge.

Men så stopper legen også. Ligger man noget over de anbefalede to genstande, er man i samme situation som den afholdende. Drikker man endnu mere hver eneste dag, om det er fem eller seks genstande, det afhænger af den enkelte, kommer man i risikozonen for blandt andet kræft.

Alt med måde

Han understeger, at virkningen af forbruget er individuelt. I dag er den anbefalede grænse syv genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd. Lægen så hellere, at de gamle regler om 21 genstande fordelt på ugen blev taget i brug, fordi det gør det hele mindre firkantet.

En ung håndværker kan for eksempel tåle mere end en ældre, spinkel dame. Så tro ikke, at han sidder og tyller rødvin i designerstolen til daglig. De flasker, vinanmelderen har i overskud efter smagning, giver han til sine venner. Faktisk er han rystet over den danske drukkultur, hvor unge hælder 10-15 genstande ned i weekenden, mens andre sågar lever livet fra beværtning til beværtning, nærmest slumromantisk som i forfatter Tom Kristensens berømmede roman ’Hærværk’.

»Problemet er, at vi i Danmark forener den italienske hverdagsdrikkekultur med vikingekulturen, hvor man overskrider grænserne for mådehold fuldstændig. Det er et godt spørgsmål, hvordan vi laver om på det drikkemønster,« siger han.

Han anbefaler, at vi kigger mod Italien, hvor man nøjes med et par genstande om dagen, spiser sund middelhavskost som fisk, olivenolie, nødder og grønt i godt socialt selskab.

Heldigvis er rådene ikke dogmatiske. Her i juletiden drikker de fleste danskere noget tættere, end vi plejer. Og nytårsaften får vi måske ligefrem en skid på. Så længe det kun er en gang imellem, tager lægen det ikke så tungt.

»Når jeg selv er på ferie eller til julefrokost, kan jeg også drikke lidt mere. Rådene handler om dagligdagen, hvor man passer sit arbejde og skal slappe af,« siger Erik Skovenborg, der i øvrigt anbefaler at gå sig en rask tur dagligt.