Afkræfter myte om 'yoyovægt': Man skal ikke holde sig tilbage
En skiftende vægt er ikke forbundet med så stor en sundhedsrisiko, som man tidligere har troet.

En skiftende vægt er ikke forbundet med så stor en sundhedsrisiko, som man tidligere har troet.

Den ene måned siger vægten det ene, og den anden måned siger den det andet.
Mange kender til at svinge i vægt, og det har længe været omtalt som en sundhedsrisiko at have den såkaldte 'yoyovægt'.
Men måske man ikke behøver at bekymre sig så meget om de skiftende tal på badevægten.
En gennemgang af forskning fra Københavns Universitet viser nemlig, at der ikke er noget overbevisende belæg for, at 'yoyovægt' skulle være mere skadeligt end vedvarende overvægt.
»Mange mennesker afholder sig fra at forsøge at tabe sig, fordi de frygter, at en efterfølgende vægtøgning kan skade kroppen eller deres stofskifte. Vores gennemgang tyder på, at disse bekymringer i vid udstrækning er ubegrundede. I de fleste tilfælde opvejer fordelene ved vægttab de potentielle risici ved, at vægten senere stiger igen,« siger professor Faidon Magkos fra Institut for Idræt og Ernæring i en pressemeddelelse.
Gennem deres forskning har de fundet ud af, at det er graden af fedme og ikke vægtudsving, der ser ud til at være den primære drivkraft bag risikoen for helbredssygdomme.
Vægttabsmedicin som Wegovy er de seneste år blevet mere og mere populært.
Og selvom medicinen er forbundet med en risiko for, at man tager det hele på igen, når man stopper med at tage det, så skal man ikke holde sig tilbage.
Periodisk vægttab kan nemlig give meningsfulde perioder med bedre sundhed og livskvalitet.