418 personer er anholdt. 52 kriminelle grupper efterforsket. Fire underjordiske laboratorier demonteret og forfalskede lægemidler til en værdi af 11,1 millioner euro er fjernet fra markedet.

Det er konsekvensen efter en målrettet indsats, hvor politi, told- og antidopingmyndigheder på tværs af 30 lande er gået sammen mod onlinehandel med forfalskede lægemidler.

Nu advarer Europol, der står bag operationen, de europæiske forbrugere mod at købe falske lægemidler.

»Sociale medier og online markedspladser, både på overfladen og på det mørke web, er fortsat centrale i handlen med forfalskede lægemidler,« skriver Europol i en pressemeddelelse.

Forbrugerne advares mod at finansiere organiseret kriminalitet eller uforvarende komme til at skade sig selv ved at købe lægemidler på nettet:

»Køb af falsk medicin betaler kriminelle, risikerer forbrugernes sundhed og underminerer økonomien,« lyder det.

Fra april til november 2024 har Europol koordineret en globale indsats mod handel med forfalskede og misbrugte lægemidler og ulovlige dopingstoffer.

»Ved at sælge substandardiserede, falsk mærkede eller forfalskede farmaceutiske produkter samt produkter, der er omdirigeret fra den lovlige forsyningskæde, står organiserede kriminelle netværk bag en bred vifte af ulovlig medicin og dopingmidler,« skriver Europol.