Advarer om falske læger på YouTube: Kan være en trussel mod sundheden
Man skal ikke tro på alt, hvad man høre. Heller ikke fra læger på YouTube.

Man skal ikke tro på alt, hvad man høre. Heller ikke fra læger på YouTube.

De ligner læger. De taler som læger. Og deres råd lyder som noget, du kan høre hos lægen.
Der er bare et – stort – problem.
De kittelklædte personer, du ser på en lang række YouTube-videoer, findes slet ikke.
'Lægerne' er i stedet del af et internationalt netværk på mindst 1000 lægeprofiler, som er skabt med kunstig intelligens.
Og mange af deres råd er da også ganske bemærkelsesværdige:
En Dr. Richard Ben hævder eksempelvis, at det er muligt at eliminere alle spor af kræft inden for 24 timer.
En Dr. Laura Mendoza fastslår desuden, at man kan »sige farvel til Alzheimers,« hvis man spiser et stykke frugt hver dag.
Profilerne har lagt omkring 100.000 videoer på YouTube på 30 forskellige sprog.
Det er det spanske faktatjekmedie Maldita, der har fundet frem til profilerne.
Og nogle af dem henvender sig direkte til danske patienter.
De såkaldte læger har navne som Sofie Larsen, Emma Poulsen eller Louise Nygaard.
Selvom deres råd umiddelbart kan virke harmløse, så advarer en praktiserende læge danskerne om, at de falske læger kan få alvorlige konsekvenser.
Daniel Sindhøj fra Dansk Selskab i Almen Medicin siger til mediet TjekDet, at rådene i sidste ende kan være en trussel mod patienternes sundhed.
»Hvis folk opsøger oplysninger fra AI-læger og tager dem for gode varer, vil det måske afholde dem fra at kontakte egen læge,« han.
De falske lægekanaler er sat i verden for at tjene penge.
Enten ved at have betalende abonnenter på YouTube eller gennem donationer på andre hjemmesider eller ved at sælge produkter.