Indtager du østrogen eller testosteron – og ejer du en hund, så kan det være en god idé at læse med her.

Specielt hvis du tager hormonmidler via en spray eller gel.

For her er der nemlig størst risiko for, at hormonerne trænger ind i hundens hud, hvilket især påvirker de mindre racer.

Det skriver NRK.

»Hanhundes testikler kan krympe, og tæver kan opleve problemer i forbindelse med deres løbetid,« siger dyrlæge Solveig Knagenhjem til mediet.

Hun tilføjer, at det er små hunde under fem kilo, der er de mest udsatte.

»Mange udvikler mælkeproduktion i deres patter og får ujævn pels. Mange hunde bliver også mere aggressive på grund af testosteron.«

Marie Innerå, der er hudspecialist på Evidensia Dyrehospital i Oslo, beskriver det som et voksende problem.

»Hudspecialister fortæller nu, at de hver uge behandler små hunde med hormonrelaterede problemer,« siger hun til NRK.

Selvom hormonmidlet er blevet absorberet gennem menneskets hud, vil der stadig ligge rester i huden, som kan overføres til dyret – endda gennem tøjet.

Og er du typen, der har dine dyr liggende i sengen, kan det gå galt.

»Hvis du godt kan lide at bære din hund rundt eller tage den med i seng, kan konsekvenserne være alvorlige,« siger Solveig Knagenhjem.

Dyrlægen anbefaler at bruge tabletter eller plastre, da de betragtes som et sikrere alternativ.