De mest sete ADHD-videoer på TikTok er ofte misvisende, viser nyt studie. Men det populære indhold kan også tjene et positivt formål, påpeger forskere.
Søger man efter tegn på ADHD på det sociale medie TikTok, kan man let blive mødt af spørgsmål som ’Støder du ofte ind i møblerne derhjemme?’ eller ’Hører du de samme sange igen og igen?’
Men bare rolig. Hvis du kan svare ‘ja’ til et af de her spørgsmål, så er det ikke et bevis på, at du har ADHD.
Det understreger en række psykologer i et nyt studie efter en gennemgang af de 100 mest populære videoer om emnet på TikTok. Det skriver Videnskab.dk.
Størstedelen af videoerne er lavet af influencere, som fortæller om deres egne oplevelser med symptomer og mulige behandlinger, og over halvdelen af deres videoer indeholder påstande, som ikke stemmer overens med videnskaben.
Masser af fejl
Til undersøgelsens første del har forskerne bedt to psykologer om analysere påstande i de 100 mest populære TikTok-videoer under hashtags som #ADHD og #ADHDTIKTOK.
Og kun 48,7 procent af video-påstandene viste sig at være retvisende.
I den anden del af studiet af TikTok-videoerne fik forskerne 843 universitetsstuderende til at vurdere indholdet.
Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor får flere ADHD-diagnoser? Her er tre mulige forklaringer
Resultatet viste, at: »Et højt TikTok-forbrug er forbundet med, at man har det værre med sine egne symptomer, og at man overvurderer, hvor udbredt ADHD er i den generelle befolkning.«
Det fortæller Vasileia Karasavva, der er ph.d.-studerende i klinisk psykologi ved University of British Columbia og førsteforfatter til det nye studie.
Kan også bryde stigma
Alligevel vil forskerne bag undersøgelsen ikke entydigt fordømme videoerne.
»De her populære videoer om ADHD udgør et tveægget sværd for viden om den mentale lidelse,« siger Vasileia Karasavva til Videnskab.dk.
»På den ene side viser de, hvordan TikTok kan være et fantastisk redskab til at skabe fokus og reducere stigma.«
»Men der er også en bagside af medaljen,« tilføjer hun. »Man risikerer at få spredt nogle misforståelser om ADHD i forhold til symptomer, behandlinger – og i forhold til, hvor udbredt lidelsen er.«
Videoerne er godt nok fyldt med vildledende oplysninger, men de kan også »bryde stigma« og få ellers »marginaliserede grupper«, som »ikke føler sig hørt eller set«, til at »opsøge mere retvisende information om ADHD«, skriver forskerne i studiet.
Læs mere på Videnskab.dk: Social støtte bør indgå i behandlingen af ADHD
Forskere skal deltage i debatten
Den danske ekspert i misinformation Eva Mayerhöffer hæfter sig ved, at fejlene i TikTok-videoerne ikke ser ud til at være så grelle, som de er i andre tilfælde af sociale mediers omtale af medicinsk viden.
»Vi skal passe på med at bruge begrebet misinformation for meget – og det er de her ADHD-videoer et godt eksempel på,« siger Eva Mayerhöffer, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, hvor hun især forsker i misinformation på sociale medier.
Både Eva Mayerhöffer og Vasileia Karasavva, som står bag studiet af ADHD-videoerne på TikTok, er forbeholdne over for at kalde dem for ‘misinformation’.
I stedet anbefaler de, at man ser dem som en anledning til øget oplysning; at forskere og eksperter deltager i debatten og korrigerer de fejl og misforståelser, som florerer om ADHD.
Andre artikler på Videnskab.dk
Hypotese: Søvnforstyrrelser giver børn ADHD-symptomer
Kæmpestudie: Her er den bedste medicin mod ADHD
Det ved vi om ADHD: Får hjernens ‘overdirektør’ til at arbejde på nedsat blus
