300.000 danske kvinder vil i de kommende uger blive inviteret til at deltage i et af Danmarks hidtil største spørgeskemaundersøgelser om kvinders sundhed.

Det oplyser Aarhus Universitets fakultet Health i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen retter sig mod kvinder i alderen 35-60 år, som ifølge pressemeddelelsen er den periode i en kvindes liv, hvor tidlig forebyggelse kan gøre størst forskel.

Bag projektet står professor Henrik Toft Sørensen og lektor Rikke Elmose Mols fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Henrik Toft Sørensen siger:

»For at forebygge sygdomme hos kvinder har vi brug for data om kvinders egne oplevelser af deres sundhed og livskvalitet. Det er præcis den viden, respondenternes svar kan give os.«

Spørgeskemaet dækker 11 temaer, der tilsammen giver et bredt billede af kvinders helbred og hverdagsliv med fokus på blandt andet trivsel, søvn, smerter, knoglesundhed, arbejde, levevis og forhold relateret til kvinders livsfaser.