Freya Tamsen husker de bekymrede blikke fra lægerne, da hun i vinteren 2025 trådte ind på Gentofte Hospital med sin mor.

Hun husker, hvad de sagde: At de ikke havde regnet med at skulle give en så nedslående besked til en ung, frisk kvinde som hende.

Men prøvesvarene viste, at familiens bekymring var en realitet. Den 24-årige studerende havde brystkræft i stadie 3. Beskeden var hård for Freya Tamsen og er det stadig. 

»Det er nederen at skulle gå rundt og tænke så meget over: 'Overlever jeg til i morgen?,« siger hun.

Hun ville hellere planlægge sin uddannelse og fremtid. Men som hun siger: 

»Lige pludselig blev alt det taget fra mig.«

Kemoterapi har gjort, at Freya Tamsen har tabt sit hår, og hun har også fået fjernet sit ene bryst. Privat

Hendes historie er billede på en tendens, hvor flere unge end tidligere bliver ramt af cancer.

Siden 1970 er der sket en fordobling i nye tilfælde af brystkræft for kvinder under både 30 og 40 år. Modermærkekræft under 40 er blevet syv gange så hyppigt som i 1960. Og der er fra 2004-2023 sket en gennemsnitlig årlig stigning på 2,6 procent i nye tilfælde af tarmkræft hos personer under 50 år.

De absolutte tal er relativt små – det er trods alt stadig et mindretal af yngre mennesker, der får kræft. Men det er ekstra tragisk, når cancer rammer personer i deres bedste alder, siger cheflæge hos Kræftens Bekæmpelse Niels Kroman.

»Det eneste, der er sikkert her i livet, det er, at vi skal dø – men vi regner jo ikke med, at vi skal dø, når vi er 30.«

Brystkræft var da heller ikke en sygdom, som Freya Tamsen havde skænket mange tanker, før den ramte.

Selv da en knude begyndte at vokse i hendes bryst, skulle hendes mor banke i bordet, før hun endelig gik til lægen og blev undersøgt.

»Jeg følte jo et eller andet sted, at jeg måske kunne have opdaget det her meget før, hvis jeg vidste, at det godt kunne ske,« siger hun i dag.

Det seneste år har hun brugt på kemoterapi, strålebehandling og en brystoperation, som ikke gik helt efter planen, da brystet var for beskadiget til at kunne bevares.

»Så jeg vågnede faktisk med chokket om, at mit bryst var forsvundet,« siger hun.

»Det var rent helvede.«

Stigningen i kræfttilfælde hos personer under 50 er på nogle punkter et mysterium. Men netop når det gælder brystkræft, har lægerne en rimelig god idé om nogle af årsagerne.

»Det er simpelthen et spørgsmål, om at kvinden er blevet kvinde tidligere,« forklarer Niels Kroman.

Unge piger er over de seneste 100 år begyndt at menstruere tre år tidligere – allerede som 13-årig for manges tilfælde – og det sætter tidligere gang i de hormonudsving, som kan give kræft i brystet, forklarer han.

»For hver menstruation, en kvinde har, jo større risiko har hun for at få brystkræft. Der er direkte sammenhæng.«

En anden teori er, at alkoholindtag kan spille ind. 

»Man snakker om, at det kan være årsag til op til 15 procent af alle brystkræfttilfælde i alle aldre,« siger lægen.

Men udover at skrue ned for alkoholen findes der ikke mange indsatser, der kan forebygge brystkræft hos de helt unge:

»Fordi meget af det, som gør, at man får brystkræft tidligt, er, at man er født med de forkerte gener, eller at man er ramt af sort uheld.«

Hvad angår tarmkræft og modermærkekræft kan livsstilsforandringer som at spise sundere og beskytte sig mod solen gøre en forskel.

Et andet vigtigt råd er at holde øje med forandringer i kroppen – jo tidligere man opdager kræft, des bedre er prognosen. 

Freya Tamsen opfordrer yngre kvinder til at tage kræft seriøst og reagere, hvis de mærker en knude i brystet:

»Please, få det undersøgt,« siger den unge kvinde, som stadig er i behandling.