Et stabilt blodsukker er ekstremt vigtigt, hvis vi skal stoppe den negative udvikling af livsstilssygdomme og -lidelser som f.eks. type2-diabetes, overvægt og åreforkalkning. 

Sukker er ikke i sig selv farligt, men det er store mængder sukker i blodet. Et stabilt blodsukker kan derfor bruges som medicin mod en lang række sygdomme og tilstande lige fra type2-diabetes, overvægt og åreforkalkning til astma, allergi og autoimmune sygdomme. Det mener farmaceut og ph.d. fra Københavns Universitet Anette Sams, der i 20 år har forsket i lægemidler i metaboliske sygdomme hos bl.a. Novo Nordisk.

»Et stabilt blodsukker har et stort behandlingsmæssigt potentiale, som er fuldstændig overset,« siger hun.

Professor og institutleder på Institut for Idræt og Ernæring på KU, Arne Astrup, er enig.

»Vi ser en rivende udvikling i forskning om blodsukkeret, fordi vi nu ved, at et stabilt blodsukker er ekstremt vigtigt  for vores helbred og ikke bare i forhold til diabetes og overvægt men også andre sygdomme som demens, tarmsygdomme og acne,« siger professoren, som de senere år kun er blevet mere og mere overbevist om blodsukkerets betydning, fordi al forskning peger i den retning.

I februar udgav Anette Sams sammen med to kolleger fra Københavns Universitet verdens første dybdegående videnskabelige artikel om sukkerets samspil med immunforsvaret, og nu deler hun sin ekspertviden med danskerne i bogen ‘Sandheden om sukker’.

Hun understreger, at sukker og kulhydrater ikke i sig selv er farlige. Det er kun, når vi har overskud af sukker i blodet, det skader os. Nogle er utrolig gode til at lagre sukker, så det kommer væk fra blodet. Men for andre, der ikke er særlig gode til at lagre sukker, kan sukkeret blive i blodet i så lang tid, at det forårsager skade. Sukkeret forværrer simpelthen andre små skader, som dermed bliver mere fatale og kan f.eks. resultere i type2-diabetes, hjertekarsygdomme og autoimmune sygdomme, hvor immunforsvaret angriber kroppen selv.

»Langt de fleste af os har i en stor del af døgnet høje mængder sukker i blodet. Derfor er risikoen for, at der samtidig opstår en mindre skade, stor,« siger Anette Sams.

Mere end 1,5 millioner danskere er i højere eller mindre grad insulinresistente, som betyder, at de har tendens til forhøjet blodsukker. Ifølge Arne Astrup har kun omkring 20 pct. af voksne danskere en helt optimal regulering af blodsukkeret. Og problemet ser kun ud til at vokse. I 2030 vil omkring 430.000 danskere f.eks. leve med type2-diabetes, viser en ny fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed. Det er næsten en fordobling i forhold til i dag.

Anette Sams nægter at acceptere den udvikling.

»Jeg vil ikke at være med til, at ingen tør pege på fejlen: at vores store sukkerforbrug og høje niveauer af sukker i blodet ødelægger vores krop,« siger hun.

Hun har derfor samlet den eksisterende viden i en lettilgængelig guide til, hvordan man får stabiliseret blodsukkeret på syv dage. Første skridt er at undgå sukkerholdige fødevarer og kun spise kulhydrater, som er ‘pakket ind’ i plantefibre. Dernæst skal vi droppe mellemmåltiderne og kun spise tre solide måltider. Mellem hvert måltid skal vi sørge for at få pulsen op. Og sidst men ikke mindst skal vi hver dag faste 12 timer, hvoraf vi sover otte timer.

»På den måde vil du komme ind i en positiv spiral, hvor din krop bliver bedre til selv at regulere dit blodsukker. Der er ikke noget hokus pokus i det. Det er basal biologi. Og det hele er underbygget i forskningen,« siger hun.

Arne Astrup mener også, at Anette Sams har fat i den helt grundlæggende biologi for, hvordan vi opnår stabilt blodsukker, og mener derfor Anette Sams har skrevet en »vigtig bog«.

»Næste lag er, at vi i fremtiden skal blive klogere på de små forskelle fra person til person, som skyldes f.eks. arv, livsstil eller bakterier i tarmfloraen, som er afgørende for, hvad vi mere præcis skal spise for at få den optimale regulering,« siger han.

Biologik-pyramiden

I bunden finder du den kost, som du kan kombinere for at sikre et stabilt blodsukker, god ernæring samt et godt samarbejde med de gode tarmbakterier. Den angivne procent skal forstås som et gennemsnit af dagens tre hovedmåltider.

I midten finder du de stivelsesrige fødevarer uden tilsat sukker. Børn, unge og aktive sportsfolk kan godt inkludere de fødevarer i en blodsukkerstabil periode.

Toppen indeholder nydelsesmidler, som på ingen måde hører til i en blodsukkerstabil periode. Uden for en blodsukkerstabil periode, kan du aktivt vælge de ting til. Spis dem kun, når du har besluttet dig for det, og virkelig nyder dem.

»Efter 10 dage var jeg helt ude af insulinen«

»Jeg ved da snart ikke, hvad jeg må spise«. Normalt reagerer 57-årige Berit kun sjældent på Facebook-opslag. Men da hun så phd. og forsker Anette Sams opslag om ‘endnu en fødevare, der indeholdt skjult sukker’ gik hun alligevel til tasterne og skrev en kommentar, og svaret fra Anette Sams kom fluks: »Har du tid, så ring.« Og derfra tog Berits liv en skarp drejning.

I mere end 10 år har Berit levet med type2-diabetes. I starten kunne hun holde blodsukkeret nede ved hjælp af medicinen metformin. Men for nogle år siden var blodsukkeret blevet så højt, at fik hun ikke insulin, ville hun ligge på hospitalet inden for en måned.

Fra den dag måtte hun hver morgen stikke sig i låret, og det var en svær omvæltning for hende.

»Det var ikke fordi, det var bøvlet, men jeg var virkelig bange for at få for lavt blodsukker - især når jeg var ude at køre bil,« siger hun.

Derfor var hun heller ikke længe om at sige ja til Anette Sams udfordring, hvor hun ‘blot’ skulle holde sig fra sukker, ris, kartofler, pasta og forarbejdet mad i 14 dage. Godt nok var det en stor udfordring for Berit, der elsker kartofler og rugbrød. Men hvis det kunne skrue ned for hendes blodsukker, var det forsøget værd. Hun begyndte at nøjes med tre måltider om dagen - nogle gange kun to, hvis hun fik sen morgenmad. Måltiderne bestod af grøntsager, kød, æg og lidt flødesovs. Efter lidt tid begyndte hun også at gå fem km hver dag. Imens blev hendes blodsukker overvåget på sygehuset, og insulinen løbende tilpasset.

»Jeg trappede ned, trappede ned, trappede ned. Og efter 10 dage var jeg helt ude af insulinen,« siger Berit.

Derudover slap hun også af med de hyppige blærebetændelser og svampeinfektioner, som hun tidligere havde fået på grund af højt blodsukker. I dag kan hun nøjes med medicinen metformin.

»Hvis jeg lever 100 pct. efter opskriften på et stabilt blodsukker, vil jeg næsten tro, at jeg også kan slippe for metforminen. Det arbejder jeg hen imod,« siger hun.

Men hun giver også sig selv plads til en gang imellem at spise f.eks. jordbær med sukker og fløde.

»Nu spiser jeg det indimellem, fordi jeg beslutter mig for, at det har jeg lyst til. Det er et bevidst valg,« siger hun.

Og fordi hun ellers har et stabilt blodsukker, kan hun meget bedre tåle de søde sager, uden blodsukkeret går helt amok.

Anette Sams understreger, at man ikke nødvendigvis kan spise sig helt rask for type2-diabetes, men et stabilt blodsukker vil forbedre tilstanden.