Streaming-mastodonterne Netflix og HBO skal have kamp til stregen på det danske marked, og det bliver BT’s tidligere chefredaktør Flemming Fjeldgaard, der skal stå i spidsen for mediekoncernen MTG’s forsøg på at gøre det.

Det er streaming-tjenesten Viaplay, der skal styrkes, og Flemming Fjeldgaard, der får titel af Head of Viaplay Danmark, tror på, at Netflix og HBO kan udfordres:

»Jeg har gennem det meste af min karriere forsøgt at medvirke til at bygge produkter, der kunne stå skarpest af alle i sin kategori herhjemme i Danmark. Det har været aviser, websites, tv-kanaler, programmer eller andet i medie-landskabet. Og så har logikken altid været, at det var i konkurrence med andre dygtige danske medievirksomheder. Det bliver anderledes nu. For med Viaplay måler vi os ikke kun op med andre danske streaming-tjenester. Vi måler os op mod globale streaming-tjenester som Netflix og HBO, som har markedsført sig flot i Danmark. Men vi skal kunne tage den kamp, og det er en kamp, jeg sammen med mine dygtige kolleger tager med en masse selvtillid,« siger Flemming Fjeldgaard.

Det er med udgangspunkt i et mix af film, originale serier, reality, sport og et stort børneunivers, at Viaplay skal vokse og få flere kunder ind i butikken, fortæller Flemming Fjeldgaard, der udover en fortid som chefredaktør på BT, også har været sportsredaktør på Berlingske og tidligere journalist på Jyllands-Posten og Ritzau.

»Vi har et superskarpt streaming-produkt, der mere end matcher, hvad de globale spillere kan tilbyde, og nu handler det bare om at være endnu skarpere på, hvad danskerne efterspørger fra os – og lytte godt efter, således at vi gør Viaplay endnu mere attraktiv for danske kunder. Det gælder helt enkelt om at have de bedste funktioner og især det bedste indhold – både fra udlandet, men sandelig også fra Danmark,« siger Flemming Fjeldgaard.

Kan I tage kampen op med jeres nuværende produkt, eller kræver det nye, store investeringer i f.eks. egne serier, som Netflix og HBO jo har skabt deres succes på?

»Vi skal investere yderligere. Kunderne vurderer os primært på vores indhold, så vi kommer selvfølgelig til fortsat at investere massivt både i udenlandsk film og drama, men sandelig også i dansk indhold. Der er allerede lagt masser af energi og penge i nye originalproduktioner, og Viaplays kunder vil opleve en masse nyt indhold også i 2018.«

Udover Viaplay står MTG også bag TV3, TV3+, TV3 PULS, TV3 Sport 1, TV3 Sport 2, MTV, VH1, Comedy Central og Nickelodeon.