Streaming-gigantens kreative top-boss fortæller BT om den lange snoede vej til toppen, hvor de truer med at kvæle dvd’er og traditionelt tv.

At kalde den 52-årige Netflix-boss Ted Sarandos manden, der dræbte dvd’en er naturligvis en forsimpling. Han og hans firma Netflix har nærmere bare været usædvanlig dygtige til at hoppe på den digitale bølge på det rette tidspunkt. Nemlig da de havde kniven på halsen.

Da Sarandos for godt og vel 35 år siden begyndte sin karriere i en lille, mørk videoudlejningsbutik i Phoenix, Arizona, kunne ingen forudse, at han ville ende som en af verdens mest indflydelsesrige filmdirektører. Eller at dem dengang ukendte Kevin Spacey skulle hjælpe Sarandos på vej.

Med serier som ’House of Cards’ og ’Orange is the New Black’ helt i front lader alt, Netflix rører ved, til at blive forvandlet til det pureste guld.

Er kun lige begyndt

»Det har været en lang og spændende rejse. Og vi er kun lige begyndt. Men det er stadig den simple kærlighed til kvalitetsunderholdning, der driver både mig og Netflix. Den store indflydelse gør mig aldrig nervøs – den tænder mig,« siger Sarandos i et eksklusivt interview med BT, og tilføjer:

»Vores to styrende punkter er, at vi vil skabe kvalitetsunderholdning, og at vi vil bevæge os langt væk fra den gammeldags form for ’aftale-tv’, hvor man som seer skal indrette sig efter tv-programmet. Tv-programmet skal til enhver tid kunne indrette sig efter seeren. Det er dig, der bestemmer hvor, hvad og hvornår.«

Fik bøde i video-butikken

For 19 år siden åbnede Netflix i en butik i USA med en startkapital på små 15 mio. kr. I 2015 var Netflix’ produktionsbudget på svimlende 50 mia. kr. Grundlægger Reed Hastings var angiveligt blevet sur over, at han i den lokale Blockbuster video-butik blev afkrævet en bøde på 350 kr. for at aflevere Tom Hanks-filmen ’Apollo 13’ for sent.

Derfor opfandt han sammen med kammeraten Marc Rudolph en postordre-service ’Netflix’, hvor man bestilte en dvd, fik den med posten og sendte den tilbage, når man var klar – ingen bøder for for sen aflevering.

Dén opskrift toppede i 2007, hvor Netflix angiveligt udsendte 190.000 dvd’er hver eneste dag – alene i USA.

I 2010 blev postordre-afdelingen overhalet af firmaets voksende streaming-service, hvor filmene som i dag kunne ses via internettet.

Men aktierne styrtdykkede trods alles hårde arbejde. Og i 2011 forudså eksperterne, at Netflix ville afgå ved døden. Men så trådte ’Mr. Netflix’, alias Ted Sarandos, til.

Den forhenværende ekspedient, der siden årtusindskiftet havde været Netflix’ programchef, havde fået nys om, at hans favoritinstruktør David Fincher var i færd med at udvikle en tv-serie med favoritskuespilleren Kevin Spacey.

Det drejede sig om en ny amerikansk version af BBC-serien ’House of Cards’ fra 1990. Og i stedet for at vente på de første afsnit og risikere konkurrence fra ordinære tv-stationer, tog Ted Sarandos en kæmpe chance.

Med det, der svarer til 600 mio. kr. i lommen, mødte Ted Sarandos op på David Finchers kontor. Og her bestilte han ikke bare én, men to sæsoner på hver 13 afsnit af det politiske drama, som ingen (inklusive Sanrandos selv) endnu havde set ét eneste afsnit af.

»Vi tog en kæmpe chance. Men heldigvis gik det godt. I dag føler jeg, at vi blot er i første kvartal af en tv-revolution. Og mit mål er, at seerne altid skal have maksimal kontrol. Og dit tv-udbud må på intet tidspunkt afhænge af, hvor i landet eller hvor i verden du bor. Netflix skal kunne give både underholdning, inspiration og for den sags skyld undervisning,« siger Sarandos til BT.

Den 52-årige Netflix-boss har også personligt nydt godt af succesen. Således købte han og konen Nicole Avant, der er forhenværende ambassadør, for nyligt skuespiller David Spades luksusvilla i Malibu for 70 millioner kr. Og selvom der er langt fra jobbet i videobutikken til toppen af Netflix, kan Ted Sarandos godt se sammenhængen.

Ingen Netflix-porno

»Mit job er jo stadig blot at finde og anbefale de rigtige film. Dengang satte jeg dem bare op på disken. Nu er min platform bare lidt større.«

Men modsat de gamle videobutikker er der én ting, du ikke kommer til at finde på Netflix.

Du kan klikke ind på ’danske film’, ’gyserfilm’, ’dramaer’ og ’sci-fi’. Men trods massiv efterspørgsel fra firmaets godt 90 mio. abonnenter fordelt over 190 lande får ’pornofilm’ aldrig sin egen kategori på verdens største streaming-service.

»Der er rigeligt porno på internettet allerede. Så det får vi aldrig brug for,« griner Ted Sarandos.