Han har godt nok stoppet sin karriere, men Caroline Wozniackis mand, David Lee, fortsætter med at tjene penge i stor stil.

For han er medstifter af virksomheden Top Sail Reinsurance, et genforsikringsselskab, som tager meget af hans tid.

»Lige nu bruger jeg al min forretningsmæssige energi i den virksomhed. Vi forventer en omsætning på 250 millioner dollar (1,7 milliarder kroner, red.) i år, så vi er startet rigtig godt,« fortæller David Lee til Haute Living, der lige nu har sportsparret på forsiden.

»Jeg har været heldig nok, at jeg har kunnet arbejde med på sidelinjen de sidste år, men nu hvor vi har mere tid, ser jeg også frem til at starte nye hobbyer med færre rejser på skemaet,« siger den tidligere NBA-spiller.

David Lee stoppede sin karriere i 2017, mens Caroline Wozniacki gjorde det samme i januar 2020 efter årets Australian Open.

Det gjorde hun, fordi hun var drænet både fysisk og mentalt, fortæller hun i interviewet.

Og for første gang føler Caroline Wozniacki, at hun kan 'trække vejret' ordentligt og slappe lidt mere af.

»Og så vil David og jeg selvfølgelig gerne have en familie med tiden, så det bliver nok næste skridt i fremtiden. Jeg vil også gerne nyde bare at kunne hygge os, mens vi stadig er to,« siger Caroline Wozniacki.

Parret kan i næste måned – helt præcist 15. juni – fejre deres første bryllupsdag.

De blev i 2019 gift ved et storstilet bryllup i Italien, hvor de gav deres bryllupsløfter foran 120 gæster.

Caroline Wozniacki afslørede i november 2017, at hun og David Lee skulle giftes efter at have datet i cirka to år på daværende tidspunkt.

I interviewet fortæller Caroline Wozniacki desuden, at hun endnu ikke har gjort sig mere i modebranchen, som hun ellers ønsker. Noget af det første, hun gerne vil lave, er tv, fortæller Caroline Wozniacki og tilføjer, det ikke behøver handle om sport.