Volleyballmænd taber og er længere fra europæisk finale
De danske volleyballmænd tabte 1-3 i sæt til Finland, som dermed er tæt på at nå finalen i European League.

De danske volleyballmænd tabte 1-3 i sæt til Finland, som dermed er tæt på at nå finalen i European League.

I den første af to semifinaler tabte det mandlige danske landshold i volleyball søndag med 1-3 i sæt til Finland, og dermed er finalen i European League et stykke længere væk.
Danmark tabte efter en god start med cifrene 25-16, 20-25, 22-25, 20-25 på hjemmebanen i Odense. Den anden semifinale i Final 4-stævnet spilles på onsdag i Finland.
Søndagens kamp begyndte ellers lovende for Danmark, som på overbevisende vis snuppede åbningssættet med ni overskydende point.
Men Finland var slet ikke slået og svarede godt tilbage og udlignede til 1-1 i sæt.
I et særdeles velspillet tredje sæt tog finnerne teten og kom foran 2-1 i sæt, selv om kun få point adskilte de to hold.
Samme billede gentog sig i fjerde sæt, da danskerne forsøgte at lave et comeback.
Finnerne var dog for stærke og står nu med de bedste muligheder for at nå finalen, hvor Holland venter efter to semifinalesejre over Israel.
Danmark kan nå finalen ved at vinde den anden semifinale over finnerne. I det tilfælde og uanset sejrens størrelse skal der spilles et ekstra sæt - et såkaldt Golden Set.
Hvis det ikke skulle ende med en finaleplads, kan danskerne lune sig ved, at pladsen i Final 4 har kastet en EM-billet af sig.
Desuden har præstationerne i denne sæsons European League generelt været imponerende.
I 2017 var Danmark også med i Final 4 ved Europas største årligt tilbagevendende landsholdsturnering.
European League er i de seneste år blevet forstærket, fordi den højst rangerede årligt tilbagevendende landsholdsturnering på verdensplan, Nations League, er skrumpet fra 34 til 18 hold.
Derfor er der flere stærke nationer med i European League i dag end for ni år siden, og det gør det til en større præstation end senest, det lykkedes for Danmark at være med blandt de fire bedste hold.
/ritzau/