Han delte de voldsomme billeder til en prisuddeling.

Sådan lyder det i disse dage i retten om en af de brandmænd fra Los Angeles, der er anklaget for at have lækket billeder af basketlegenden Kobe Bryants lig.

Fredag var det en hustru til en brandmand, Luella Weireter, der fortalte, hvordan billederne blev delt, som var de ren underholdning. På et tidspunkt valgte nogle af gæsterne, hun sad til bords med, at kigge på dem, skriver CNN.

Det fik en af brandmændene til at gå tilbage med ordene: 'Jeg kan ikke tro, jeg lige har set Kobes helt brændte lig, og nu skal jeg spise,' forklarede hun om situationen.

Ulykkesstedet den 26. januar 2020.
Ulykkesstedet den 26. januar 2020. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

Det var 26. januar 2020, at Kobe Bryant, hans datter Vanessa Bryant og syv andre styrtede ned med en privathelikopter i Orange County i Californien, og i februar samme år viste brandmændene billederne frem. Billeder, der ikke blot viste de afdøde, men også andre ting fra ulykkesstedet.

Det er Kobe Bryants enke, Vanessa Bryant, der har lagt sag an. Hun var selv til stede i retten, og da de voldsomme detaljer begyndte at komme frem, sad hun med ansigtet begravet i hænderne og tårer i øjnene.

Hun blev dog siddende, men dagen inden havde hun bedt om at få lov til at forlade sin plads. Det skete under en vidneforklaring fra Victor Gutierrez, som er bartender.

Han fortalte, hvordan en politibetjent havde vist ham billeder, der var blevet taget på stedet den frygtelige januardag, og han indrømmede også, at han selv efterfølgende fortalte om ligenes tilstand til mindst fem forskellige personer.

Vanessa og Kobe Bryant.
Vanessa og Kobe Bryant. Foto: zz/Galaxy/STAR MAX/IPx
Vis mere

Og da han blev spurgt til, hvorvidt han havde set billeder af Gianna Bryant, blev det – forståeligt nok – for meget for Vanessa Bryant, der grædende anmodede om at få lov til at forlade salen.

»Du skal ikke bede om min tilladelse,« lød det fra dommeren til Vanessa Bryant, der ikke vendte tilbage.

Retssagen forventes at vare to uger, og man forventer, at Vanessa Bryant selv indtager vidneskranken en af dagene for at fortælle, hvordan hele sagen har påvirket hende.