Det japanske rugbylandshold møder søndag Sydafrika i kvartfinalen ved VM, der afholdes i Japan.

VM i rugby lakker mod enden, og de japanske værter er stadig en del af det sjove selskab. Det er kulminationen på en femårig rejse mod verdenstoppen.

Søndag spiller Japan sin største kamp i historien, når holdet hjemme på Tokyo Stadium møder Sydafrika, verdensmestrene fra 1995 og 2007.

Engang var Japan prygelknabe ved de store turneringer og kendt for et knusende nederlag på 17-145 til New Zealand i 1995.

Og før 2015 havde japanerne blot prøvet at vinde en enkelt kamp, selv om de havde stillet op ved alle verdensmesterskaber siden det første i 1987.

Men i 2015 skete der noget.

Under træneren Eddie Jones, der i dag er træner for Englands rugbylandshold, overraskede Japan stort ved at slå Sydafrika i åbningskampen.

Det lykkedes dog ikke at gå videre til knockoutkampene, men oplevelsen for fire år siden lagde fundamentet for den nuværende succes.

Det mener landsholdsspilleren Kenki Fukuoka.

- Vores evner blev anerkendt for fire år siden, og det førte til vores selvsikre indsats denne gang, siger Fukuoka.

For at få succes ved den store turnering på hjemmebane valgte holdene fra Japans bedste rugbyliga at forkorte sæsonen, så spillerne denne har været i træningslejr siden januar.

Her har de været under kyndig ledelse af cheftræner Jamie Joseph, der selv var med for Japan ved VM i 1999.

Japan var suveræn i gruppespillet ved at vinde fire af fire kampe over Rusland, Irland, Samoa og Skotland.

- Den primære årsag er vores tro på tingene, siger kaptajnen Michael Leitch.

De øvrige kvartfinaler i weekenden står mellem England og Australien, New Zealand og Irland samt Wales og Frankrig.

Rugby-VM slutter 2. november, hvor finalen spilles i Yokohama.

/ritzau/Reuters