Hun er en af profilerne til det kommende VM i skihop. Men allerede inden mesterskabet får Juliane Seyfarth nu stor opmærksomhed.
Det skyldes, at den 30-årige tyske stjerne er at finde i martsudgaven af det tyske Playboy. Det fortæller hun til Bild.
»Livet er som et album af poesi, og vi skal fylde det med gode historier. Playboy er en fantastisk mulighed for at skabe billeder, der vil vare for evigt og blive en uforglemmelig historie,« siger hun til det tyske medie.
Juliane Seyfarth fortæller, at hun ikke følte, det var svært at få taget billederne, men hun slår samtidig fast, at hun ikke har gjort det for at promovere sporten.
»Det er to helt forskellige ben – sport og kunst. Jeg elsker begge,« slår hun fast om billederne, hvorpå hun poserer topløs.
Også på Instagram fortæller Juliane Seyfart, at det er hende, der pryder forsiden af det kommende nummer.
'Det var et stort eventyr, og jeg er meget glad og taknemmelig for oplevelsen og de fantastiske billeder. En masse kærlighed til alle, der var med. At arbejde sammen med jer og at lære jer at kende har været guld værd,' skriver den 30-årige tysker.
Billederne har fået stor opmærksomhed og vækker ikke begejstring hos alle. Den norske TV 2-ekspert Anniken Mork fortæller til TV 2 Norge, at det på ingen måde kommer bag på hende, at Juliane Seyfarth har takket ja til en Playboy-forside.
»Det er ikke nødvendigvis så positivt for ligestillingen. Det tænker jeg i hvert fald. Men jeg håber, folk kan adskille det her fra skihop,« siger hun med henvisning til, at netop ligestillingsdebatten har fyldt en del i skisporten.
Anniken Mork fortæller, at hun synes, det havde set værre ud, hvis Juliane Seyfarth eksempelvis ikke var god på ski. Ved at kombinere de to ting kan hun skille sig ud som en profil på flere måder, lyder vurderingen fra eksperten.
Ved VM i 2019 gik det mere end godt for Juliane Seyfarth, der sammen med landsholdet strøg til tops, da det blev til en guldmedalje.
Årets VM i skihop starter 24. februar.