Danmark står mere og mere alene med sin idrætspolitiske holdning til Rusland.

Den konklusion er formanden for Dansk Vægtløftning nået frem til, efter at Rusland søndag fik tildelt værtskabet for sportens verdensmesterskab i 2030.

Da nyheden tikkede ind hos Tina Facius, gjorde hun store øjne.

- Jeg var faktisk chokeret. Det føltes som at gå fra 0 til 100 på et splitsekund. Min første tanke var, at det ikke kan være rigtigt. Og så kommer alle de praktiske ting: "Hvad havde de forestillet sig?".

- I Danmark har vi langt hen ad vejen stemt nej til de forandringer, der er lavet i IOC omkring russisk atletdeltagelse, så tanken om at give værtskaber til Rusland lige nu virker helt vanvittig, siger formanden.

Rusland blev udelukket fra sportens globale fællesskab, da landet invaderede Ukraine i 2022. Dengang anbefalede Den Internationale Olympiske Komité (IOC) at udelukke russiske og belarusiske hold og atleter fra alle internationale sportsbegivenheder og forbigå landene i tildelingen af værtskaber.

Siden er restriktionerne langsomt blødt op, og i sommer ophævede IOC udelukkelsen af Ruslands Olympiske Komité. Samtidig lod IOC det være op til de enkelte forbund at beslutte, om mesterskaber og arrangementer skal afholdes på russisk jord.

Det har Det Internationale Vægtløftningsforbund (IWF) som den første olympiske sportsgren valgt at gøre ved at lægge VM om fire år i Moskva.

Den danske frontkvinde vil dog ikke stiltiende acceptere, at det er den vej, det går.

- Vi må erkende, at den nordiske position står mere og mere alene i det her. Flere lande hælder mod at være mere inkluderende over for Rusland igen.

- I den nordiske gruppe taler vi om, hvordan vi kan blive mere tydelige om vores position. Der er lang tid til 2030, og vi har før set værtskaber blive tildelt for siden at blive frataget igen, så det må vi se, om vi skal arbejde på her, siger Tina Facius.

Udviklingen i krigen mellem Rusland og Ukraine er svær at spå om. Hun vil derfor endnu ikke spekulere i, om Danmark skal blive væk fra den russiske hovedstad til den tid.

Var Rusland vært inden for den nærmeste fremtid, var situationen næppe stabil nok for de danske udøvere til at møde op, påpeger hun.

- Det eneste gode er, at der er lang tid til 2030. Vores overvejelser er altid, at atleterne og udøverne ikke skal være politiske brikker.

- Så er der sikkerhedsspørgsmålet, som kommer i første række. Vi kender ikke situationen i 2030, men det er vores førsteprioritet, siger hun.

Dette års VM afholdes fra tirsdag i den kinesiske by Ningbo.

RITZAU