Det plejer at være en selvfølgelighed.
Når en sæson begynder i NFL, går snakken om Kansas City Chiefs ikke på, om holdet kommer i slutspillet. Men om holdet med Patrick Mahomes som quarterback igen går hele vejen og vinder Super Bowl.
I år har fortællingen taget en drejning. Chiefs har helt usædvanligt tabt 7 af 13 kampe og ser ud til at gå helt glip af slutspillet for første gang siden 2014.
- Det er en kæmpe overraskelse, konstaterer landsholdsquarterback og NFL-ekspert på TV 2 Sport Alexander Kronborg Bjerre.
- De har tidligere været så gode til at trække det længste strå til sidst i de tætte kampe, men det har de ikke formået i år.
Statistisk set har Kansas City Chiefs egentlig præsteret ganske udmærket. Sammenligner man med sidste år, hvor holdet vandt 17 af 20 kampe, er Chiefs på flere punkter lige så gode eller bedre.
Holdet har sågar en positiv pointdifference på 63, men det udmønter sig bare ikke i sejre, som det plejede at gøre.
- Den måde, de vandt kampe på i 2024, var nærmest sort magi. De blokerede field goals til sidst og kunne nemt have tabt fire-fem kampe.
- Man kan sige, at realiteterne rammer dem nu. Man kan ikke blive ved med at vinde kampe på den måde, siger Kronborg Bjerre.
Problemerne har længe banket på, og i søndagens nederlag på hjemmebane til Houston Texans sprang de ud i fuldt flor. Det bemærker tidligere NFL-scout Oliver Connolly i sin klumme hos The Guardian.
- Alle Kansas Citys sårbarheder boblede op på én gang. Mahomes kastede tre interceptions. Angrebet kunne ikke flytte bolden pålideligt gennem luften eller på jorden og var igen afhængigt af, at quarterbacken førte an i løbeyards for at skabe en puls, skriver han.
Holdet fra Missouri har deltaget i slutspillet ti år i streg. Alene i Patrick Mahomes' syv sæsoner som startende quarterback har holdet spillet 21 slutspilskampe.
Det svarer til over en hel grundspilssæson mere, end de fleste andre i ligaen har spillet i samme periode.
Det slider på kroppen, samtidig med at ferien er en måned kortere end mange af konkurrenternes.
Alexander Kronborg Bjerre fornemmer, at det tidligere så succesfulde hold ikke spiller med samme udstråling.
- Man kan spore nogle frustrationer, og der kan sagtens være noget udbrændthed. Nogle gange er det svært at være de bedste, fordi man fortsætter med at gøre tingene på samme måde og ikke rigtig ændrer sig på de områder, man kan forbedre, siger han.
Alligevel tror den danske landsholdsquarterback på, at Chiefs kan rejse sig igen.
- Måske kan det være et wakeupcall. Jeg tror ikke, de misser slutspillet igen næste år.
- Man kan nærmest sammenligne det med, at Real Madrid ikke kommer i Champions League, eller håndboldherrerne ikke kommer videre fra gruppespillet ved EM. Det er meget sensationelt, siger Kronborg Bjerre.
Chiefs bliver officielt elimineret i denne runde med nederlag til Chargers og sejre til Buffalo Bills, Jacksonville Jaguars og Houston Texans.
Det er bare ét af flere scenarier, der endegyldigt slukker Super Bowl-veteranernes drøm.
/ritzau/
